Tyskland var klart bedst og slog Danmark 3-0 i Rostock, hvorfor OL nu er langt væk for danskerne.

Efter fire sejre i træk i Nations League under den nye landstræner, svenske Andrée Jeglertz, kom Danmarks fodboldkvinder fredag ned på jorden.

I Rostock tabte holdet uden profilen Pernille Harder 0-3 til et stærk tysk mandskab, der scorede to gange i første halvleg, kontrollerede kampen og i overtiden scorede et vigtigt tredje mål.

Resultatet betyder, at Tyskland overtager førstepladsen i Nations League-gruppen, hvor kun vinderen går videre til semifinalerne, hvor der er OL-billetter på spil.

Både Danmark og Tyskland har 12 point efter fem kampe, men tyskerne er bedst indbyrdes efter sin tredje scoring og ligner en gruppevinder på tirsdag.

Her har Danmark besøg af Island, mens Tyskland gæster endnu pointløse Wales. Vinder tyskerne, tager de førstepladsen. Taber de point, kan Danmark tage den tilbage.

Tyskland lagde fredag klart bedst fra land, og efter et kvarter blev Danmark i sin venstre side spillet tynd efter et boldtab af rutinerede Sanne Troelsgaard på midten af banen.

Sarai Linders indlæg fik lov at passere til måldronningen Alexandra Popp, og hun pandede sikkert bolden ind bag en sagesløs Lene Christensen til 1-0.

Fraværet af det offensive bindeled Pernille Harder var ganske mærkbart i en første halvleg, hvor det helt tydeligt var svært for danskerne at spille sig ud af det høje tysk pres.

Amalie Vangsgaard kom efter direkte spil frem til de bedste danske bud på en scoring, men PSG-angriberen kan ikke for alvor klandres for ikke at komme på tavlen, da chancerne var af begrænset størrelse.

Efter 26 minutter var den igen gal i det danske forsvar, da forsvarsspilleren Marina Hegering i fri position og fra kort afstand med hovedet fordoblede den tyske føring efter et hjørnespark.

I anden halvleg var Tysklands dominans mindre, men til gengæld blev danskernes offensive indslag også holdt nede på et minimum.

Frederikke Thøgersen kom frem til den største danske chance, men den tyske keeper klarede paragraffer med to forsøg.

Siden sværmede Tyskland et par gange omkring det danske mål, og både stolpen og forsvarskrumptap Stine Ballisager måtte på arbejde for at forhindre en scoring.

I overtiden gik den dog ikke længere. Velspillende Klara Bühl kronede en glimrende indsats med et mål, der kan vise sig at være afgørende for gruppens udfald.

/ritzau/