Den portugisiske verdensstjerne Cristiano Ronaldo er blevet testet positiv for coronavirus igen.

Dermed kommer han ikke i kamp, når Juventus i næste uge skal møde FC Barcelona i Champions League-gruppespillet.

Det skriver den spanske sportsavis Marca.

Det er lidt over en uge siden, at superstjernen i den portugisiske landsholdslejr kunne fremvise en positiv corona-test, og nu kan han altså så frem til endnu længere tid i hjemmeisolation.

Foto: GONZALO FUENTES
Vis mere

Ifølge Uefas protokol skal en spiller senest en uge før kampstart være testet negativ, hvis de skal kunne udtages. Og da det ikke er sket, bliver det ventede møde mellem Lionel Messi og Cristiano Ronaldo ikke til noget i denne omgang.

Udover Champions League-braget vil den 35-årige portugiser også gå glip af weekendens Serie A-kamp, hvor Juventus møder Genoa.

Sagen om Ronaldos positive test har skabt stor opmærksomhed.

Angriberens søster har således beskrevet det hele som et stort fupnummer, ligesom den italienske sportsminister, Vincenzo Spadafora, har langet ud efter Ronaldo, fordi han rejste fra Portugals landsholdslejr og ind i Italien.

Han mente således, at det var et brud på reglerne.

Det ville Cristiano Ronaldo ikke have på sig, og han gik efterfølgende ud på Instagram for at forklare sig.

»Det er løgn. Jeg har ikke brudt nogle regler. Efter aftale med Juventus og det portugisiske landshold gjorde vi alt, hvad vi kunne for at respektere proceduren. En mand i Italien siger, jeg ikke respekterede reglerne, men det er ikke sandt. Jeg har ikke haft kontakt med nogen - heller ikke i Torino,« sagde Ronaldo, der blev transporteret hjem i et ambulancefly.