Pernille Harder, Nadia Nadim & co. skal næste fredag – muligvis – spille et af VM-kvalifikationens vigtigste opgør, når Sverige venter på Gamla Ullevi i Göteborg. Og det er altså med tryk på ’muligvis’.

For det står decideret uklart, om de bedste danske spillere møder op i en træningslejren på mandag. Det er stadig uenigheden mellem DBU og kvindelandsholdet i forhold til en ny landsholdsaftale, der truer med at ende ud i en udeblivelse.

Konflikten rasede også i forbindelse med den seneste VM-kvalifikationkamp mod Ungarn, og spillerne udeblev i protest fra træningsslejren, hvilket resulterede i, at EM-finalerevanchen mod Holland i Horsens fredagen inden den vigtige kvalkamp blev aflyst. Det endte dog med, at en midlertidig delaftale blev indgået, så landsholdet kunne stille til start i Ungarn. Spørgsmålet er, om den aftale også dækker den kommende landskamp mod Sverige.

Det forsøgte BT fredag at få svar på – men ingen kunne opklare det.

DBU meddeler, at så længe der er igangværende forhandlinger, vil man ikke kommentere på sagen.

Spillerforeningen, der repræsenterer kvindelandsholdet i konflikten, ville heller ikke svare på, om landsholdet stiller til træning på mandag. Igen var svaret, at man ikke vil kommentere de stadig uafsluttede forhandlinger.

Derefter tog BT kontakt til landsholdsprofilen Sanne Troelsgaard, der tidligere har udtalt sig i sagen. Men hun ville heller ikke svare ja eller nej på spørgsmålet om, hvorvidt den tidligere indgåede delaftale også gælder landskampen mod Sverige.

Den eneste, der kunne sige lidt til citat, var fungerende landstræner, Søren Randa-Boldt. Uden at han dog kunne komme med et klart svar.

»Jeg ved det ikke. Jeg har i hvert fald ikke hørt noget om, at den aftale ikke stadig skulle fungere. Den fungerede jo med U21-herrerne forleden. Jeg har ikke hørt andet.«

Du er ikke bange for, at de ikke dukker op i træningslejren på mandag?

»Hmmm…jeg troede jo også, at de dukkede op sidst (da de ikke dukkede op, red.). Så det ved jeg ikke, om der ikke er fare for denne gang.«

DBU har siden efteråret 2016 forgæves forsøgt at finde frem til en ny landsholdsaftale med kvindelandsholdet og U21-landsholdet. Uenigheden cirkulerer primært omkring, hvorvidt landsholdsspillerne kan betragte dem selv som arbejdstagere, når de er med landsholdet. DBU holder fast på, at spillerne udelukkende skal se sig selv som ansatte i deres klubber.

De danske U21-herrer og DBU indgik i forbindelse med de to netop overståede EM-kvalifikationskampe mod Georgien og Finland en meget kort midlertidlig aftale, der udløb, så snart kampene var spillet. Men det vides altså ikke, om kvindernes midlertidige aftale har en lignende kort levetid.

Sanne Troelsgaard udtalte forleden, at konflikten er en ’helt syg situation’.

»Situationen er helt syg. Vi og DBU kan ikke engang mødes lige nu. LO mægler på vores side og en arbejdsgiverorganisation (Danmarks Idrætsforening, DIF, red.) på DBU’s. Vi møder mæglerne hver især,« sagde landsholdsspilleren til svenske Sydsvenskan.