En mystisk hændelse stjal opmærksomheden under FC Midtjyllands sidste forberedelser inden Superliga-braget mod AGF søndag aften, der endte som årets mest vanvittige kamp.

En ubuden gæst havde sneget sig ind på midtjydernes træningsanlæg og var med på en kigger.

Med sig havde han både kuglepen og notesblok, mens han ifølge FC Midtjyllands cheftræner, Thomas Thomasberg, havde travlt med at filme Ulvenes træningspas.

»I går (lørdag, red.) havde vi én, der stod og noterede fra vores træning og også filmede derfra,« fortæller Thomasberg i et interview med Viaplay.

FCM-staben ville selvsagt gerne høre, i hvilket øjemed den ubudne gæst var mødt op på træningsanlægget – men det nåede de aldrig.

»Da vi skulle have fat i ham, var han over stok og sten, så der har været stor interesse, og det er jeg også glad for,« joker Thomasberg om episoden.

FC Midtjylland-træneren fortæller desuden, at man aldrig nåede at identificere personen, inden han havde stukket halen mellem benene.

»Jeg kan i hvert fald konstatere, at han hurtigt var væk, da vi kom lidt nærmere. Men der blev filmet til vores træning i går,« siger han.

Thomasberg og FCM-staben nåede aldrig at få spionens identitet.
Thomasberg og FCM-staben nåede aldrig at få spionens identitet. Foto: Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

Efter kampen afviste AGF-cheftræner Uwe Rösler til Bold.dk, at det var en AGF-spion.

Det er ikke første gang, man oplever spionage i fodboldens verden. 

Nogen husker måske den såkaldte 'Spygate', der udspillede sig tilbage i 2019, da den daværende Leeds United-manager Marcelo Bielsa blev opdaget i at have sendt spioner ud til en Derby County-træning for at forberede sig bedst muligt på at skulle møde the Rams.

Thomasberg er dog af åbenlyse årsager ikke tilhænger af overvågningen, selvom han ikke har et problem med, at folk kommer og kigger på.

»Jeg vil gerne have gæster, og jeg synes, det er fedt, hvordan vi gør det i Danmark med åbne træninger, og at man kan komme tæt på. Men jeg vil helst ikke have, at der er nogen, der står og kigger og filmer det, vi gør,« forklarer han.

Du kan høre FCM-chefen selv forklare om situationen i videoen øverst i artiklen.