Mystikken vokser omkring den tidligere landsholdsspiller Adam Hlousek.

Tjekken er forsvundet og skylder efter sigende flere tidligere holdkammerater en masse penge.

Hans klub har ikke set ham i ugevis.

»Jeg ved ikke, hvor han er,« lyder det fra hans træner ifølge Bild.

»Måske er han sygemeldt, eller måske er han på stranden i Brasilien. Jeg så ham sidst tidligere i år. Nogen leder efter ham, men det er ikke mig,« fortsætter Pavel Vrba, der er cheftræner i tjekkiske Trinity Zlin.

Ifølge mediet skylder Hlousek mere end 21 millioner tjekkiske koruna væk – det svarer til godt 6,5 millioner danske kroner.

Det skal være den tidligere Bundesliga-spillers store økonomiske problemer, der nu har fået ham til at gå under jorden.

Hans tidligere holdkammerat Ondrej Celustka skulle efter sigende have lånt Hlousek omkring 2,3 millioner danske kroner.

Penge, som Celustka ikke har set skyggen af siden.

Ifølge Bild har 34-årige Adam Hlouseks advokater begæret ham personligt konkurs.