En ganske opsigtsvækkende nyhed har fredag ramt det svenske mediebillede - og nyheden har potentiel betydning for det danske landshold.
FC Københavns purunge stortalent 17-årige Roony Bardghji, der har svensk pas og har spillet flere ungdomslandskampe for Sverige, kan ifølge svenske FotbollDirekt nemlig snart overveje at søge om dansk statsborgerskab, hvis det svenske A-landshold ikke rører på sig snart.
Og ifølge mediet skulle DBU tilmed være begyndt at vise interesse for, at FCK-spilleren i fremtiden kan tørne ud i den rødhvide landsholdstrøje.
Overfor mediet bekræfter Roony Bardghjis agent, Ahmed El-Ali, at et dansk statsborgerskab kan blive aktuelt, hvis det ikke ligner, at Roony har en fremtid på det svenske landshold og DBU omvendt byder sig til.
Men når B.T. spørger parterne om den nuværende situation - ja, så spreder mystikken sig.
Overfor B.T. slår Ahmed El-Ali det fast, at han ikke har hørt om DBUs angivelige interesse.
»Jeg er blevet kontaktet af journalisterne, der har fortalt om interessen. Men jeg har hverken hørt fra det svenske forbund eller fra det danske forbund,« fortæller Roonys agent til B.T. om historien i de svenske medier.
Og spørger man i DBU, der altså ifølge FotbollDirekt viser interesse i den purunge svensk-syrer, er svaret fra fodbolddirektør Peter Møller:
»Jeg kender intet til historien og vil ikke kommentere på rygter fra agenter og svenske medier,« siger DBU-bossen til B.T.
Hvad der er sikkert og vist er, at Roony Bardghji før er tørnet ud på det svenske U21-landshold, men endnu har landstræner Janne Andersson altså ikke indkaldt Roony Bardghji til A-landsholdet.
Den unge offensivspiller har tidligere fortalt, at han håber på en udtagelse til Janne Anderssons landshold, men skulle udtagelsen ikke komme kan et skifte altså blive aktuelt, hvis DBU ellers viser interesse.
Det fortæller Ahmed El-Ali til FotbollDirekt.
»Jeg vil ikke sige for meget. Roony vil gerne spille for det svenske landshold og er stolt af at være svensk, men samtidig hvis Sverige ikke viser interesse for ham, og Danmark gør det, så er dansk statsborgerskab en mulighed,« siger agenten til det svenske medie.
Roony Bardghji har været FCK-spiller siden sommeren 2020, og han skrev under på sin første professionelle kontrakt på sin 15 års fødselsdag i november 2020.
I begyndelsen af FCK-karrieren boede han i Malmø med sin familie, men siden er Roony flyttet i lejlighed i København.
Nordiske statsborgere kan få statsborgerskab i Danmark efter to års uafbrudt ophold, ligesom andre kriterier som arbejde, indkomst og en ren straffeattest skal opfyldes.
Kampene for de svenske ungdomslandshold låser heller ikke Roony Bardghji, som ikke før har skiftet forbund.
Inden længe skal den svenske landstræner udtage sin trup til Sveriges kampe mod Estland og Østrig i EM-kvalifikationen i september - og nu har han altså fået noget at tænke over.