Andreas Christensens afslutning i den engelske storklub Chelsea er omgærdet af mystik.

Den danske landsholdsstjerne er fortid i klubben, når sæsonen slutter denne søndag, da han efter alt at dømme drager til FC Barcelona, når kontrakten udløber denne sommer efter ti år i London.

Skiftet til den spanske storklub har i sig selv været omgivet af en masse spekulation og uro, der medførte, at danskeren i en periode var på bænken som følge af uklarheden om fremtiden.

Men de seneste uger er uroen igen taget til omkring den danske stjerne. I en sådan grad at Chelsea-fans indbyrdes heftigt debatterer, hvad der er op og ned i sagen.

Foto: DAVID KLEIN
Vis mere

Mystikken tog for alvor fart, da danskeren ikke var med i FA Cup-finalen mod Liverpool i sidste weekend, som Chelsea tabte efter en straffesparkskonkurrence.

Kort efter skrev flere engelske medier, at Christensen få timer inden kampstart havde bedt klubbens tyske træner Thomas Tuchel om ikke at spille eller sidde på bænken.

En historie, Tuchel bekræftede inden 1-1-kampen mod Leicester i denne uge, hvor Christensen heller ikke var med.

Her fortalte tyskeren, at det ikke var første gang, det var sket.

»Han havde sine grunde, og de forbliver private og fortrolige. Men det var ikke første gang, som I kan se, over de seneste par uger har vi haft den samme situation.«

»Der er derfor, han ikke har spillet så fast på det seneste. Vi troede, vi var inde i en god fremgang og udvikling, men samtalen fandt sted, og vi er nødt til at respektere det, og det gjorde vi selvfølgelig,« lød det fra Tuchel.

Christensen udgik angiveligt også forud for kampen mod West Ham i slutningen af april på grund af mavekramper.

Ifølge B.T.s kilder i England holder Chelsea kortene meget tæt på kroppen i forhold til situationen, når journalister spørger ind til årsagen bag Christensens fravær.

Tilbage i 2019 fortalte Chelseas daværende træner Maurizio Sarri, at danskeren lider af nerver på kampdagen.

»Som I ved, har Christensen altid ondt i maven på kampdage. Jeg kender ikke årsagen bag, men jeg tror, han er meget, meget nervøs. Han skulle på toilettet. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige,« lød det dengang fra italieneren på et pressemøde efter et januaropgør mod Arsenal, hvor danskeren forlod bænken i slutningen af kampen.

Søndag har danskeren så sidste chance for at sige farvel til sin arbejdsgiver gennem det seneste årti, men Chelsea-træner Thomas Tuchel turde onsdag ikke spå om, hvorvidt Christensen ville komme i aktion hverken mod Leicester torsdag, hvor han i sidste ende ikke var i truppen, eller om han kan komme i aktion i sæsonens sidste kamp mod Watford på søndag.

»Han har kæmpet de seneste uger, som I kan se, når han ikke var i truppen eller spillede, selvom han var fysisk klar. Det kom ikke som lyn fra en klar himmel. Vi troede, vi havde forberedt ham bedst muligt med en imponerende kamp mod Leeds. Han er en nøglespiller,« lød det fra tyskeren adspurgt om situationen.

B.T. har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Andreas Christensens far og repræsentant, Sten Christensen, omkring danskerens fravær.

Chelsea møder Watford søndag klokken 17 – med eller uden danskeren.