Så er det på plads. FC København er blevet enig med Premier League-klubben Leicester om et salg af Daniel Amartey.

Det skriver Superligaklubben på sin hjemmeside: »Under forudsætning af, at enkelte forhold som forventet falder på plads mellem Amartey og Leicester City FC.«

Det er en transfer, der har været på vej i de seneste dage. Ifølge BTs oplysninger skulle overgangssummen være på syv millioner euro, lige omkring 52 millioner kroner. I meddelelsen fra FC København fortæller klubben, at salget få en positiv effekt på resultatet for 2016 på 34 millioner kroner før skat.

Den lokale engelske avis Leicester Mercury skriver om et beløb på ’omkring fem millioner pund’ – det svarer til lige under 50 millioner kroner.

FCK sætter ikke et præcist beløb på handlen, men kalder den ’en af de absolut største i klubbens historie’.

»Den her transfer er af en størrelse, hvor vi ikke kunne sige nej, fordi det samlet set er det bedste for F.C. København. Vi har været glade for at have Daniel hos os, men det er en del af vores strategi som klub og forretning, at vi vil udvikle spillere til et niveau, hvor de bliver så attraktive, at klubber i store ligaer vil købe dem for store summer. Det er Amartey-salget et rigtigt godt eksempel på, og det er en handel, vi kan være stolte af,« siger administrerende direktør i F.C. København, Anders Hørsholt.

21-årige Daniel Amartey har kun været i FCK siden 2014, hvor han hurtigt blev en profil i Superligaen. Han kom fra svenske Djurgården.

Manager Ståle Solbakken siger:

»Daniel har fra dag ét været en mønsterspiller og nøglespiller for os, og han har udviklet sig eksplosivt og langt hurtigere, end nogen havde kunnet have forudset. Han har tacklet sin succes og opmærksomheden fantastisk, og han nu får opfyldt en stor drøm om at spille Premier League for en klub, der har fulgt ham tæt længe,« siger Ståle Solbakken.

Han afviser umiddelbart at hente en forstærkning for ghaneseren.

»Den massive interesse for Amartey var en af grundene til, at vi hentede William Kvist ind i sommer, og vi føler, at vi stadig er i kontrol og står med en meget stærk trup frem mod foråret,« siger manager Ståle Solbakken.