»Det her bliver uden tvivl den største investering, DBU nogensinde kommer til at lave.«

DBUs fodbolddirektør, Peter Møller, holder sig ikke tilbage, når han skal beskrive den nyhed, som fodboldunionen fredag eftermiddag smed på bordet

En samlet DBU-bestyrelse er enig om, at dansk fodbold skal have et topmoderne nationalt fodboldcenter, der skal samle alle landsholdene og hele DBU under samme tag – maksimalt 45 minutter fra Københavns Lufthavn.

Og ambitionen er, at dansk fodbold får toppen af poppen, når det kommer til faciliteter, fortæller Peter Møller til B.T.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Ambitionen er, at alt skal være 'state of the art'. Og derfor bliver det også voldsomt dyrt. Vi snakker i hvert fald et trecifret millionbeløb. Sådan noget koster jo op imod en halv milliard kroner – og måske mere,« fortæller den tidligere landsholdsangriber.

»Men jeg er sikker på, at vi nu kan gå ud og fortælle en historie, hvor dansk fodbold hænger sammen helt nede fra børnebold og op til landsholdet – så vores partnere skal ikke kun støtte landsholdet, de skal støtte dansk fodbold.«

Han og kollegerne fra landsholdets sportslige ledelse har i deres forberedelse besøgt adskillige lignende nationale fodboldcentre i landet som Belgien, Holland, Tyskland og England. Og målet er, at de danske landshold får lignende faciliteter

»Ja, ambitionen må være at lave noget, der matcher de landsholdscentre, der er i England og Tyskland. Og det er voldsomt. Vi skal have hybridbaner. Vi skal helst have et videnscenter, hvor vi kan forske i fodbold. Vi skal have et medical center, hvor de bedste danske spillere kan komme og få optimal skadesbehandling. Hotellerne skal være fantastiske.«

»De bedste spillere skal have de bedste forhold,« fortæller Peter Møller.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Han ser den enorme investering, som DBU og deres partnere nu skal lave, som en absolut nødvendighed, hvis Danmark fremover stadig skal have et landshold, der kan bide fra sig mod de største nationer.

»Man skal passe på med at hvile på laurbærrene, når det går godt. Vi så til VM, hvor hurtigt det kan gå den anden vej.«

»Og folk sidder og tænker, at det nok var en engangsforestilling, at Marokko kom i VM-semifinalen – men de byggede altså et landsholdscenter for otte år siden. 80 procent af de lande, der er i top-100 på verdensranglisten, har et nationalt træningscenter. Og indtil for nylig lå vi altså nummer ni – uden et nationalt træningscenter.«

»Så det handler også om at sørge for, at vores landshold også er konkurrencedygtigt i fremtiden,« understreger Peter Møller.