Hvis, hvis og hvis. Kasper Dolberg kan efter sommerferien være at finde i en af Europas allerstørste klubber. Det kan lyde vanvittigt, men det er ikke desto mindre virkeligheden efter en debutsæson af uhyggelige dimensioner.

Hasperne er endnu ikke taget af sommerens transfervindue, men allerede nu tegner der sig konturer af den største handel i dansk fodboldhistorie. Det kan BT fortælle efter samtaler med centrale kilder.

Kasper Dolberg har sæsonen igennem været varm som en kogeplade.

I efteråret kunne den lynfarlige Ajax-angriber få vand til at bulderkoge på ingen tid, mens der i løbet af vinteren var skruet en anelse ned for blusset.

I løbet af de seneste måneder har det 19-årige kæmpetalent igen ramt kogepunktet med scoringer på samlebånd i den afgørende fase af Æresdivisionen og ikke mindst med mål i begge Ajax' Europa League-semifinaler mod Lyon.

 
Sådan skal det gøres. Kasper Dolberg sender Ajax i front mod Lyon med et rigtigt angribermål!
Vis mere

Onsdag kan dansk fodbolds mest eftertragtede angriber få det til at koge over, hvis han endnu en gang markerer sig. Denne gang på en af de allerstørste scener - i Europa League-finalen mod Manchester United.

Så hvor er det midtjyske supertalent at finde, når hasperne igen sættes på, og transfervinduet lukker? I forrige uge blev han - efter sit supermål i Lyon - i et hollandsk medie citeret for at sige, at han 'gerne vil blive i Ajax - hvis han kan', men i sidste uge rettede han sig selv.

»Jeg vil rigtig gerne blive. Men igen, man ved aldrig, hvad der sker. Nu har jeg en kamp, jeg skal spille nu her (Europa League-finale mod Manchester United, red.), så skal jeg med landsholdet, og så tror jeg, at jeg vil holde lidt ferie. Så må vi se på det derefter,« sagde årets talent i hollandsk fodbold, da BT mødte ham til superliga-kamp i Silkeborg.

Der er imidlertid en grund til, at den danske landsholdsspiller citeres for sætninger som 'rigtig gerne' og ' man ved aldrig, hvad der sker'.

For det er ikke kun op til Dolberg selv, om han også i den kommende sæson skal score sine mål i den rødhvide Ajax-dragt.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Ifølge BTs oplysninger er Ajax således klar til at kapitalisere på Dolbergs fantastiske sæsonafslutning.

Den hollandske storklub vil gerne beholde sin danske topangriber, men klubledelsen i Amsterdam er samtidigt bevidste om, at der ikke kan udstedes garantier for, at hverken Kasper Dolberg eller Ajax selv kan genfinde det momentum og den hype, der findes netop nu. Derfor er klubben klar til at lytte til de bud, der utvivlsomt lander på kontoret hos sportsdirektør Marc Overmars i løbet af de kommende uger og måneder.

BTs kilder fortæller, at Ajax håber på bud fra nogle af Europas allerstørste klubber. Giganterne fra både England, Spanien og Tyskland holder et meget vågent øje med danskeren, og melder de sig for alvor på banen med konkrete bud, kan Ajax presse prisen op i hidtil uopnåelige højder for en dansk spiller.

Derop, hvor det tilmed er umuligt at sige nej, Inden Kasper Dolberg onsdag spiller karrierens største og mest iøjnefaldende kamp, fortæller BTs kilder om en øjeblikkelig salgspris på mellem 200 og 300 mio. kr. Det er allerede to til tre gange mere, end de hidtil dyreste danskere er blevet solgt for.

Men brillerer Dolberg i Europa Legue-finalen mod Manchester United, kan det bringe klubber fra de allerøverste hylder til fadet og katapultere prisen op i et endnu højere skylag. Og det er præcis, hvad Ajax håber at se ske ud fra et økonomisk synspunkt.

Foto: Michael Kooren
Vis mere

Kilder tæt på processen fortæller imidlertid, at der er tanke bag ordene, når Kasper Dolberg siger, at han ikke føler sig klar til Europas allerstørste klubber. Klubber som Manchester United, Manchester City, Real Madrid og FC Barcelona. Hvis ikke Dolberg fortsætter i Ajax endnu en sæson, ser den danske angriber og faderen Flemming Rasmussen, der er nærmeste rådgiver, efter at agenten Jens Steffensen er sat uden for døren, det som mere karrierefremmende med et mellemskridt på vejen mod de allerstørste adresser i Europa. Et skridt som det, Christian Eriksen tog, da han for snart fire år siden skiftede netop Ajax Amsterdam ud med Tottenham.

Og netop Tottenham er ifølge BTs oplysninger et varmt bud på Kasper Dolbergs næste klub. Premier League-toeren har forelsket sig og snakker heftigt med Ajax om den danske stjerne. Tottenham er imidlertid langtfra alene i kampen om et af tidens største angrebstalenter.

Tyske Borussia Dortmund og Champions League-semifinalisterne fra AS Monaco kan også ende med en hovedrolle. Begge klubber står foran store angribersalg og satser stort på unge talenter som Dolberg.

Foto: Toussaint Kluiters
Vis mere

Det har gjort danskeren til en meget reel mulighed både i Ruhr-området og på Middelhavskysten.

Også Everton, der står foran et salg af belgiske Romelu Lukaku, er i højeste alarmberedskab ved udsigten til Kasper Dolberg som en del af det, der ligner en enorm europæisk angrebskabale denne sommer.

Netop denne kabale kan få helt afgørende betydning for, i hvilken klub Kasper Dolberg laver mål i de kommende år. Præcis som Europa League-finalen kan. Begge aspekter kan også tvinge klubberne fra hylde to ind i indersporet og Europas allerstørste ud i overhalingsbanen.

Kasper Dolberg kan fortsat være at finde i Ajax, når sommeren går på hæld. Ingen tvivl om det. Men han kan lige så vel være at finde på en endnu finere adresse. I en endog rigtig stor klub.

Der venter Kasper Dolberg en spændende uge. Men der kan vente den danske komét en lige så interessant sommer.

Hvis, hvis og hvis.

BT har uden held forsøgt at få en kommentar fra Ajax' sportsdirektør Marc Overmars. Kasper Dolbergs far, Flemming Rasmussen, har ikke ønsket at medvirke.

Herunder oplister BT en række scenarier for Kasper Dolberg.

SCENARIO 1: Kabalen

Smutter Pierre-Emerick Aubameyang fra Dortmund til Real Madrid eller Paris Saint-Germain, åbner det en plads til Dolberg. Sælger AS Monaco fænomenale Kylian Mbappé til Manchester United, åbner det for en plads til Dolberg. Sælger AS Monaco eller Real Madrid, skaber det plads og økonomi til et køb af danskeren. Og præcis det samme gælder i Everton, når Romelu Lukaku skydes af til større klub. Det er kabalen, der kan give Kasper Dolberg et es på hånden. Flere af Europas allerstørste klubber kommer til at hente angribere på næstøverste hylde. Det åbner op for deres eventuelle køb af dansk fodbolds varmeste eksportvare. Hos Tottenham kan Dolberg åbner for deres eventuelle køb af træde ind som supplement til Harry Kane og erstatning for underpræsterende Vincent Janssen, som kan ryge ud. Dolberg vil helst til en klub på Europas hylde to - men Ajax vil et nøk op.

SCENARIO 2: Overhalingsbanen

BTs kilder fortæller, at noget nær samtlige af Europas største klubber i større eller mindre grad har Dolberg i tankerne. Og mange af dem er på angriberjagt. Bayern München kan måske miste Robert Lewandowski til Real Madrid, mens netop Real Madrid kan skille sig af med Karim Benzema eller Alvaro Morata. Paris Saint-Germain snuser også rundt efter målscorere, og det samme gør FC Bracelona, der har set Paco Alcacer floppe som reserve for urørlige Messi, Suarez og Neymar. Manchester City har tidligere fortalt BT om interessen i Dolberg, og Manchester United ligner den måske største spiller på sommerens angribermarked. Brillerer Dolberg i Europa League-finalen mod netop José Mourinhos hold, kan han tage vejen uden om de næststørste og helt til den absolutte top. Det er Ajax' håb.

SCENARIO 3: Alle de andre

Klubberne, der i løbet af det seneste år er kædet sammen med Dolberg i europæiske medier: Liverpool, Chelsea, Arsenal, Juventus, AC Milan, Napoli, AS Roma, Inter, Atletico Madrid, Lyon.