Der er stor hæder på vej til den danske landsholdslejr.

For de to danske fodboldstjerner Pierre-Emile Højbjerg og Philip Billing er nemlig blevet nomineret til månedens spiller i Premier League.

Det oplyser den bedste engelske fodboldrække på sin hjemmeside.

Her er Pierre-Emile Højbjerg og Philip Billing blevet nomineret sammen med fire andre spillere for deres præstationer i september.

27-årige Pierre-Emile Højbjerg.
27-årige Pierre-Emile Højbjerg. Foto: Paul Terry
Vis mere

Store navne som Kevin De Bruyne, Marcus Rashford, Jacob Ramsey og Alex Iwobi er de resterende fire spillere, der sammen med de to danske landsholdsspillere er nomineret til prisen.

Philip Billing har i september spillet to ligakampe for Bournemouth, hvor det er blevet til to scoringer – én i hver kamp.

Tottenhams Pierre-Emile Højbjerg står ligeledes noteret for to kampe i denne måned. Her er det blevet til ét mål samt en enkelt assist.

Begge spillere er i denne uge samlet med det danske landshold, som spiller Nations League-kampe mod Kroatien og Frankrig henholdsvis torsdag og søndag aften.

26-årige Philip Billing (forrest).
26-årige Philip Billing (forrest). Foto: DAVID KLEIN
Vis mere

Inden aftenens udekamp i Zagreb ligger Kasper Hjulmands mandskab nummer ét i gruppen med ni point efter fire kampe.

Du kan som altid følge kampen på bt.dk fra klokken 20.45.