Fiaskoen var næsten ikke til at tro på. 

Men den var god nok.

Tirsdag led AaB et regulært chokexit i Pokalen, da de blev sendt ud af Vatanspor fra Jyllandsserien.

En af de største overraskelser i pokalturneringen i nyere tid og endnu et led i den nærmest uendelige nedtur, traditionsklubben befinder sig i.

»Det er trist for Nordjylland at skulle se AaB i den nuværende tilstand. Og det er trist for dansk fodbold,« siger B.T.s sportsredaktør Lasse Vøge.

Katastrofen blev til virkelighed efter forlænget spilletid, hvor Vatanspor fik vendt kampen på hovedet og vandt med 2-1.

AaB-fans har længe råbt på nyt ejerskab i den nordjyske klub. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Samtidig ligger den tidligere topklub nu og roder rundt midt i tabellen i 1. Division.

»AaB har i mange år været et af de store kraftcentre i dansk fodbold og sørget for at gøre mange nordjyske drenge og piger tossede med fodbold – og har leveret masser af talent til de danske landshold,« siger Lasse Vøge.

Han tør ikke spå om, hvilken betydning AaB-miseren får for hele området.

»Jeg kan godt have min bekymring om, hvilken effekt AaB's elendighed har på hele fodboldsystemet i Nordjylland.«

Gennem mange år har der været voldsom kritik af AaBs ejerkreds, den tyske virksomhed Nordic Football Group – tidligere SSE22.

»Min drøm er, at der meget snart kan samles en lokal investorgruppe, der kan købe det tyske ejerskab ud af den danske traditionsklub – så AaB for alvor kan starte genopbygningen af den stolte klub, der for bare et par år siden var i pokalfinalen – og som over de seneste 30 år har vundet fire mesterskaber,« mener Lasse Vøge.

»Det gør ondt at se dem i så sølle en forfatning.«

AaB rykkede ud af Superligaen 22/23-sæsonen, inden de spillede sig direkte op i den bedste danske række igen.

Men i 24/25 rykkede de atter ned, og siden har de været en del af den næstbedste række.

B.T. Fodbold

I dag zoomer vi ind på en dramatisk runde i Superligaen. Vi undersøger, hvorfor dansk fodbold er blevet overhalet af norsk fodbold. Vi kommer med saftige transferafsløringer. Og så kigger vi frem mod en laber sæson i Premier League. Vært: Lasse Vøge Medværter: Emil Berggreen og Jannick Liburd Gæst: Jonas Giæver Producere: Frederik Riis-Jacobsen, Emilie Maja Jeppesen Ansvarlig: Niels Philip Kjeldsen Der kan være sponsoreret indhold og reklame i podcasten. Denne episode er sponseret af VANBRUUN. Gå ind på vanbruun.com og book en konsultation.