Liverpool. Det kører ikke for Everton. Holdet ligger nummer 16 i Premier League, og efter torsdagens 1-2-nederlag til Lyon har Liverpool-klubben nu kun et enkelt point efter tre kampe i gruppe E i Europa League.

Det ene point rækker kun til en sidsteplads i gruppen.

Everton-manager Ronald Koeman havde valgt at lade Gylfi Sigurdsson starte på bænken i opgøret på Goodison Park, og derfra kunne islændingen se sin 20-årige holdkammerat Mason Holgate nedlægge Fernando Marcal i feltet efter fem minutters spil.

Straffesparket blev omsat til mål af Nabil Fekir.

I det 57. minut opstod kampens mest mærkværdige situation, da Evertons Ashley Williams skubbede til Lyon-målmand Anthony Lopez, mens denne var oppe i luften for at gribe en bold.

Det resulterede i, at flere spillere fra begge hold kom i karambolage med hinanden.

Som om det ikke var nok, mente nogle Everton-tilhængere også, at de skulle i deltage i løjerne og begyndte at slå Lopez i hovedet, da han hang ud over banden bag målet.

Det mærkværdige optrin endte med et gult kort til Bertrand Traore og et gult kort til Ashley Williams.

Det kan diskuteres, om Williams måske slap lidt for billigt med det gule kort, men det synes Evertons fans sikkert ikke, for få minutter senere kom han først på et indlæg fra indskiftede Sigurdsson og udlignede.

Men Lyon var ikke færdige med at score mål. I 76. minut var det Bertrand Traore, der satte sidste fod på bolden foran mål efter flot forarbejde fra Maxwel Cornet på fløjen.

I gruppens anden kamp tog Andreas Cornelius' klub Atalanta imod Apollon fra Cypern. Danskeren kom på banen i det 86. minut, men havde ikke aktier i målene i Atalantas sejr på 3-1.

Også AC Milan var i aktion i Europa League, og italienerne måtte nøjes med 0-0 mod græske AEK.

/ritzau/

SMS

Hitter på Facebook