Nu bryder han tavsheden. Og Esben Hansen mener ikke, at AC Horsens' fans hjalp holdet i søndagens kamp.
Det har været en særdeles urolig sæson for AC Horsens i landets næstbedste række. Og i weekenden kulminerede utilfredsheden med sportsdirektør Esben Hansen med en banner-aktion fra de mest hardcore fans.
Amerikanske investorer har skudt en masse millioner ind i 'Den gule Fare' - og truppen har fået tilført en masse nye spillere. Alligevel halter resultaterne - og der har været flere historier om intern ballade mellem sportsdirektør Esben Hansen og cheftræner Martin Retov.
Bold.dk har blandt andet beskrevet, at sportsdirektøren ikke rådfører sig med cheftræneren i forbindelse med ansættelser og spillerindkøb -og salg. Esben Hansen skulle også have blandet sig i, hvordan Martin Retov stiller op i kampene.

For fansenes vedkommende kammede det over, da klublegenden Matej Delac i weekenden fik frataget anførerbindet og blev bænket i årets første kamp - der blev til hjemmenederlag på 1-2 til bundproppen Roskilde.
Fansene markerede utilfredsheden med flere store bannere - blandt andet et, der spurgte 'Esben, vil du hellere være træner?'.
Efter at have været stille i et par dage, brød Esben Hansen onsdag tavsheden i et interview med Viaplay Sport News.
»Det første, jeg lagde mærke til, var, at de var utroligt godt lavet. De var veludførte,« fortæller Esben Hansen.
»De her specifikke bannere tror jeg desværre ikke hjalp vores spillere i søndags. Jeg tror ikke, at det var godt for vores spillere, at de bannere var der.«
Han har ikke lyst til at reagere på den personlige kritik af hans arbejde som sportsdirektør.
»Nej. Det er svært for mig at reagere så meget på det,« siger han i interviewet som du kan se i sin fulde længde øverst i artiklen.
Han afviser dog, at det er ham, der sætter holdet i AC Horsens.
»I vores klub har vi nogle forskellige ansvarsområder. Jeg har et som sportsdirektør, og Martin har et ansvarsområde som cheftræner. Og et af hans opgaver er at sætte holdet, så det er bestemt Martin - og Martin alene - der har ansvaret for at sætte holdet.«

