Conference League-opgøret mellem FC København og polske Jagiellonia Bialystok fik et trist efterspil.

Københavns Politi oplyser fredag formiddag, at tre betjente kom til skade under uroligheder mellem fangrupperinger efter opgøret.

Politiet måtte lægge sig imellem, da fansene efter kampen sent torsdag aften forsøgte at angribe hinanden.

»Tilhængere fra begge klubber forsøgte efter kampen at komme i slagsmål med hinanden, hvilket dog blev afværget,« oplyser Københavns Politi.

Slåskampen mellem fansene blev stoppet, men i stedet gik det ud over politiet.

»Vi har registreret 14 sager om vold mod politiet,« oplyser Københavns Politi på X.

En 32-årig polsk statsborger er sent i aftes blevet anholdt og sigtet for to tilfælde af vold mod politiet.

Imens fortsætter politiet efterforskningen for at finde frem til gerningsmændene bag politivolden.

De undertippede polske gæster vandt opgøret over FC København med et 2-1-mål dybt inde i dommerens tillægstid. Læs B.T.s dom fra kampen HER.