Klubberne i den bedste engelske fodboldrække, Premier League, skal i begyndelsen af juni tage stilling til, om VAR skal smides i skraldespanden.

Det skriver mediet The Athletic.

Afstemningen skal finde sted, efter Wolverhampton har anmodet om, at der skal tages stilling til emnet.

En talsperson for Premier League bekræfter over for The Athletic, at VARs fremtid er til debat.

Foto: Thomas Coex/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Premier League kan bekræfter, at man vil facilitere en debat om VAR med vores klubber ved den årlige generalforsamling i næste måned.«

Wolverhampton har i hvertfald tænkt sig at stemme for afskaffelse af det kontroversielle system.

»Vi ønsker alle bare det bedst mulige resultat for fodbolden - og alle interessenter har arbejdet hårdt for at forsøge at gøre indførelsen af yderligere teknologi til en succes,« siger Wolverhampton i en udmelding.

»Men efter fem sæsoner med VAR i Premier League er det tid til en konstruktiv og kritisk debat om videosystemets fremtid.«

»Vores holdning er, at den pris, vi betaler for en lille stigning i nøjagtighed, er i strid med ånden i vores spil, og derfor bør vi fjerne det fra sæsonen 2024/25 og fremefter.«

VAR har været en del af Premier League siden 2019.

Sverige valgte i april at vende VAR ryggen efter store protester fra de svenske fodboldfans.

Hvis der skal indføres store regelændringer i Premier League, kræver det minimum, at 14 klubber stemmer for.