Claus Nørgaard skal være assistent i Premier League-klubben Brentford.

Derfor forlader han jobbet som U18-landsholdets træner, skriver Dansk Boldspil-Union (DBU) på sin hjemmeside.

I Brentford afløser han Brian Riemer, der i sidste uge blev udnævnt som ny træner for den belgiske storklub Anderlecht.

Nørgaard skal assistere Thomas Frank i Brentford. Han var også assistent under Frank i mere end 100 kampe i deres fælles periode i Brøndby IF.

»Jeg er ærgerlig over at stoppe i DBU før tid. Mine perioder i DBU har været spændende og lærerige, men tilbuddet fra Brentford er en chance, jeg ikke kan sige nej til.«

»Jeg vil gerne takke alle folkene omkring U-landsholdene. Ikke mindst for den forståelse, jeg er blevet mødt af omkring mit ønske om at skifte til Brentford,« siger Claus Nørgaard.

Nørgaard, som tidligere har været i Sønderjyske, Esbjerg og Vejle, tiltrådte som U18-landstræner 1. september.

»Det er en fantastisk mulighed for Claus at forfølge drømmen om at blive træner i udlandet. Vi lavede en aftale med Claus i sommer, fordi han er en rigtig dygtig træner med et stort potentiale. Derfor er det her naturligvis et tab for os, men på dansk fodbold- og trænerudviklings vegne er det dog på langt sigt et fantastisk skifte,« fortæller Kenneth Heiner-Møller, talent- og udviklingschef i DBU.

Det blev til i alt fem kampe for Claus Nørgaard som U18-landstræner.