Æresdivisionsklubben Cambuur skal have ny træner på en tragisk baggrund.
Klubbens 58-årige træner Henk de Jong stopper med øjeblikkelig virkning på grund af en alvorlig diagnose.
I 2021 fandt lægerne en cyste i hans hoved, og siden har han kæmpet med komplikationer. Lægerne rådede ham dengang til at lade den sidde i hovedet, da den er placeret dybt inde i hans hjerne. For dybt til, at lægerne tør at operere. I første omgang mente man, han kunne leve videre med den i hovedet.
Siden vendte han retur til sit job, men nu er det blevet så slemt, at han ikke længere kan varetage jobbet som træner i klubben.
Lige nu skal han bruge hvile, men hvis alt går godt, er han klar til at vende retur i en anden funktion i klubben.
»I sidste ende er helbredet det vigtigste, og det, jeg måske synes er endnu vigtigere, er mit engagement i klubben, personalet, spillerne og fansene. Vi har gjort og prøvet alt, hvad vi kan, men du skal også være ærlig, og dette er det bedste for alle situationen taget i betragtning,« siger han til klubbens hjemmeside og fortsætter:
»Som cheftræner for en Æresdivisionsklub får man ikke tid til at komme sig helt, og det vil jeg nu tage mig tid til. Derefter må vi se, hvad fremtiden bringer, hvor en anden rolle i SC Cambuur bestemt er mulig,« lyder det optimistisk fra de Jong.
de Jong har varetaget jobbet som træner over flere omgange. Denne periode startede han i 2019. Nu er den så slut for denne omgang, mens han kæmper for at komme sig helt.

