Antonio Conte stopper som cheftræner i Inter.
Det oplyser klubben på sin hjemmeside.
'FC Internazionale kan bekræfte, at man er nået til enighed med Antonio Conte om at stoppe hans kontrakt efter gensidig aftale,' skriver Inter.
Parterne har opsagt kontrakten med øjeblikkelig virkning, og det betyder, at danske Christian Eriksen ny træner på trods af, at Inter vandt guldet i Serie A i år for første gang i 11 år.

'Klubben vil gerne takke Antonio for hans fantastiske arbejde, som kulminerede med Inters 19. Serie A-titel. Antonio Conte vil for altid forblive en del af Inters historie,' skriver man også.
Inter vil angiveligt sælge en eller flere profiler af økonomiske årsager, da man har problemer med at leve op til Det Europæiske Fodboldforbunds (Uefa) regler om Financial Fair Play, hvilket er en forudsætning for at deltage i Champions League.
Det er angiveligt det, der har fået Antonio Conte til at søge væk fra klubben, og samtidig har der gennem længere tid været historier om uenigheder mellem Conte og Inters ledelse.
Rygterne omkring cheftrænerens afgang svirrede allerede inden, at det blev officielt.

Den 51-årige italiener kom til storklubben i maj 2019 og har dermed været træner for klubben i al den tid, Christian Eriksen har spillet der.
Midtbanespilleren kom til Milano i januar 2020 og på trods af et vanskeligt første år, er det begyndt at gå bedre for Eriksen.
I denne sæson har danskeren fået spilletid i 34 kampe med fire mål til følge.
Da Conte tiltrådte i Inter i sommeren 2019, havde klubben ikke været i top tre i Serie A siden i otte sæsoner i træk, men allerede i hans første sæson blev det til en andenplads efter Juventus.
Og i anden sæson toppede samarbejdet altså, da Inter brød Juventus’ ni år lange monopol på mesterskabet i Italien.
Som cheftræner har Antonio Conte tidligere vundet tre mesterskaber med Juventus og ét med engelske Chelsea i 2016/17-sæsonen.