Den danske fodboldfeber vil nærmest ingen ende tage.

For efter et år med både EM-semifinale og en suveræn VM-kvalifikation har Kasper Hjulmands mandskab formået at skabe rød-hvid jubel i Danmark.

Og én af dem, der jubler med landsholdet for tiden, er den danske målmandslegende Peter Schmeichel.

»De har jo bare leveret den ene fantastiske præstation efter den anden. Det er helt fantastisk. Jeg har så sent som i dag læst en stor artikel i The Times, der hylder Danmark. Det er stort,« sagde 57-årige Schmeichel til B.T. ved 'Den største af de største sportsstjerner' lørdag aften.

Peter Schmeichel med sin hustru Laura von Lindholm.
Peter Schmeichel med sin hustru Laura von Lindholm. Foto: Claus Bech
Vis mere

Efter otte sejre i lige så mange mulige forsøg, har det danske landshold sikret en billet til næste års VM i Qatar – endda med to kampe tilbage i kvalifikationsgruppen.

Men det er dog ikke kun kvalifikationskampene, der har sørget for dansk landsholdsfeber, mener Peter Schmeichel:

»Jeg ser det ikke kun som otte kampe. Jeg ser det som et helt år.«

Samtidig påpeger den tidligere landsholdsmålmand, at Hjulmands mandskab har formået at vise noget andet frem end blot spillet på banen.

»De har jo heldigvis vist, at unge mænd, der spiller fodbold, også har noget mellem ørerne og har følelser samt mod nok til at fortælle os alle sammen, at fodbold og sport generelt er vigtigt,« fortæller han.

Danmark vandt tirsdag 1-0 over Østrig og bookede dermed billet til næste års VM-slutrunde i Qatar.

VM i 2022 spilles fra 21. november til 18. december.