For Martin Retov er det en drøm, der er gået i opfyldelse, at han nu står som cheftræner for Brøndby IF.

Onsdag kunne Martin Retov gå på træningsbanen for første gang som cheftræner for Brøndby IF.

Og selv om rollen som cheftræner indtil videre kun er hans indtil udgangen af den nuværende sæson, så påtager han sig rollen med stor stolthed.

- Det er en kæmpe ære. At sige, at det er noget, jeg har drømt om, er en kliché, men der er jo en grund til, at jeg startede en trænerkarriere. Det er så kommet lidt før, end jeg havde regnet med. Men det har altid været mit mål.

- Jeg er Brøndby-dreng. Det har jeg altid været, både da jeg var spiller, og også nu som træner. Jeg er ikke bange for dette job. Jeg føler, at jeg er godt rustet til at tage det, siger Retov.

Han startede som assistenttræner for førsteholdet i 2017, hvor han arbejdede sammen med Alexander Zorniger. Men svigtende resultater betød, at Zorniger mandag modtog en fyreseddel, og tirsdag blev Retov gjort til midlertidig træner.

Retov nåede at få lidt råd med på vejen fra sin tidligere kollega, inden tyskeren forlod Brøndby Stadion og klubben mandag.

- Vi fik en god snak. Vi har haft det supergodt sammen. Jeg har lært meget af ham. Det er ikke en hemmelighed, at han er en dygtig træner, og han har gjort det fantastisk for klubben og også for dansk fodbold, siger Retov.

Han har ikke de store planer om at ændre ret meget på Brøndbys hold inden næste superligakamp søndag mod Randers FC.

- Jeg kan ikke nå så meget rent taktisk. Lige nu og her handler det mest om at skabe nogle resultater i de næste fire kampe.

- Jeg er sikker på, at spillerne vil give alt i de næste kampe. Jeg er overhovedet ikke nervøs, siger Retov.

Spillerne kommer dog til at mærke, at det ikke længere er Zorniger, der råber af dem fra trænerbænken - men i stedet Retov.

- Jeg håber, spillerne kan blive lidt mere frigjorte under mig. De skal føle sig trygge. Det er det, jeg vil ændre. Men der kommer også nuancer i spillet, siger han.

Kampen mod Randers er den fjerdesidste for Brøndby i grundspillet. Holdet ligger lige nu placeret som nummer fire i Superligaen med 31 point - blot tre point mere end AaB på tiendepladsen.

De seks bedste hold spiller om mesterskabet, mens de resterende hold kæmper for at undgå nedrykning.

/ritzau/