Unai Emery mener, at det var fortjent, at hans hold torsdag kvalificerede sig til Europa League-semifinalen.

Arsenal er stadig med i kampen om Europa League-trofæet, efter at London-klubben torsdag ekspederede Napoli ud af turneringen med en samlet sejr over to kampe på 3-0.

Efter torsdagens returkamp, der blev vundet 1-0, var Arsenal-manager Unai Emery ikke overraskende glad for sit holds præstation.

- Jeg er stolt af spillerne, og de fans der tog med os. Vi startede rigtig godt og blev ved med ikke at give dem noget i den anden kamp.

- Over to kampe fortjente vi at vinde, siger Emery til britiske BT Sport ifølge uefa.com.

Der var dog lidt skår i glæden for Arsenal torsdag. Aaron Ramsey måtte således udgå med en skade efter 34 minutters spil.

Unai Emery ved ikke, om waliseren, der til sommer skifter til Juventus, har spillet sin sidste kamp for Arsenal.

- Det er en muskelskade. Normalt betyder det et par uger på sidelinjen, men vi har andre spillere, der kan tage over i mellemtiden, siger spanieren.

Arsenal skal i semifinalen møde Daniel Wass og Valencia, der i kvartfinalen slog ligarivalerne fra Villarreal ud med en samlet sejr på 5-1.

/ritzau/