Det skulle have været en almindelig træningskamp godt en uge før de engelske fodboldligaer igen starter op efter coronapausen.

Men i stedet for et opgør mellem Premier League-klubben Manchester United og Championship-klubben Stoke City endte kampen med at blive aflyst på grund af et nyt coronatilfælde.

»Uniteds spillere var ved at gøre sig klar til kampen, men pludselig opstod der kaos, fordi en positiv test blev bekræftet,« siger en kilde fra Manchester Uniteds træningsanlæg til Mirror.

Det er Stoke Citys cheftræner, Michael O'Neill, der er blevet testet positiv for virussen, skriver klubben på sin hjemmeside.

Michael O'Neill er testet positiv for coronavirus.
Michael O'Neill er testet positiv for coronavirus. Foto: SAKIS MITROLIDIS
Vis mere

Smittetilfældet blev opdaget gennem den seneste testning af spillere og stab, der fandt sted mandag. Inden da havde Michael  O'Neill testet negativ i de forrige fem tests.

Ifølge det engelske medie The Guardian blev smittetilfældet dog først opdaget tirsdag umiddelbart inden kampen mod Manchester United skulle finde sted.

På det tidspunkt var Stoke City allerede mødt op på Manchester Uniteds træningsanlæg i Carrington, hvor kampen skulle spilles - hvorfor kampen måtte aflyses i sidste øjeblik.

Hverken spillere eller andre ansatte fra Stoke nåede dog at komme i kontakt med personer fra Manchester United, hvorfor det ser ud til, at Premier League-klubben er sluppet for virussen i denne omgang.

Manchester United træner på klubbens træningsanlæg, Aon Training Complex, i Carrington. Det var her, at kampen mod Stoke City skulle have været spillet tirsdag.
Manchester United træner på klubbens træningsanlæg, Aon Training Complex, i Carrington. Det var her, at kampen mod Stoke City skulle have været spillet tirsdag. Foto: CRAIG BROUGH
Vis mere

»Det kunne have udviklet sig til en skræmmende situation, men Uniteds protokoler virkede efter hensigten og forhindrede dermed noget, der kunne have været blevet et kæmpe problem kun få dage inden genstarten på sæsonen,« siger den anonyme kilde til Mirror.

Som følge af det bekræftede smittetilfælde hos træneren oplyser Stoke City, at Michael O'Neill nu vil følge retningslinjerne og gå i isolation for en periode, mens han stadig vil holde virtuel kontakt med spillerne og resten af staben omkring holdet.

Mens Michael O'Neill er i isolation, vil assistentræner Billy McKinlay overtage ansvaret for holdets træning frem mod Championship-kampen 20. juni på udebane mod ligarivalerne Reading.

For Manchester Uniteds vedkommende skal de i aktion 19. juni på udebane mod klubbens tidligere træner José Mourinho og hans Tottenham-mandskab.