Schweiz må muligvis undvære flere profiler til sin ottendedelsfinale mod Colombia tirsdag aften dansk tid.

Herunder stjerneskuddet Johan Manzambi, der har strålet med tre scoringer og to assister ved VM. Derudover også Ruben Vargas og Djibril Sow.

Det afslører den schweiziske landstræner, Murat Yakin, efter at alle tre tidligt forlod mandagens træning.

- Alle er meget irriterede, for det vil være et meget stort tab. Hvis ikke de spiller, kan det være en kæmpe udfordring for os, siger Yakin ifølge Reuters.

20-årige Manzambi fra Freiburg har været en åbenbaring ved VM.

- Han er en meget værdifuld og vigtig spiller for os, og han har konstant forbedret sine præstationer. Han er en holdspiller.

- Han er en spiller, man nyder at se på, og han er en alsidig spiller. Han har mange kvaliteter, og der er stadig så meget potentiale i ham, siger Yakin.

Colombia er ikke ramt på samme måde mandskabsmæssigt, men til gengæld har holdet været på langfart i de seneste uger.

Efter to kampe i Mexico drog holdet til først Miami og siden Kansas i USA, inden turen nu er kommet til en ottendedelsfinale i canadiske Vancouver.

- Det er ikke en god ting at rejse så meget. Både med hensyn til tidszoner, forskellige vejrforhold, højdeforskelle, luftfugtighed og tør luft også.

- Vi er mere eller mindre udsatte for alle de mulige ændringer, og vi vidste, det kunne ende sådan. Det kunne være sket for alle, og det skete for os. Det accepterer vi og forsøger at få det til at fungere, siger Colombias landstræner Nestor Lorenzo ifølge Reuters.

Der er kickoff mellem Colombia og Schweiz klokken 22.00 dansk tid.

RITZAU