Billederne af Mason Greenwoods kæreste, Harriet Robson, lå kun online i et par timer.
Men de blev spredt med lynets hast, efter det kom frem, at hun anklagede Manchester United-spilleren for at have udøvet vold og seksuelt overgreb mod hende.
Nu fortæller Robsons far til Daily Mail, at 'hans datter tror, hendes Instagram-konto er blevet hacket'. Samtidig fortæller han, at anklagerne mod Mason Grenwood er 'slemme'.
»Som far ønsker du ikke at høre, at sådan noget er sket for din datter. Hun er knust. Men hun er i sikkerhed. Det hele er i politiets hænder nu,« siger han.
På billederne, der blev delt af Harriet Robson, havde hun på det ene blå mærker, mens det andet viste et billede af hendes ansigt, hvor blodet løb fra munden. Det var blandt andet dem, der blev fjernet igen efter et par timer.
Samtidig blev der delt en rystende lydfil, hvor man kunne høre et skænderi med en mand, der formodes at være 20-årige Mason Greenwood.
I lydfilen kan man høre kvinden sige, at hun ikke ønsker at have sex, ligesom hun spørger, 'hvorfor hun skal gøre det'. Manden svarer blandt andet: 'Jeg er fucking ligeglad med, hvad du vil. Hører du, hvad jeg siger?'
Derefter truer han hende med, at hun ikke skal nægte ham sex igen, og at han egentlig havde spurgt hende høfligt inden, ligesom han siger, at hun 'lige kan vove på at skubbe til ham igen'.
Greater Manchester Police kunne søndag bekræfte, at en ung mand var blevet anholdt, efter en kvinde havde delt en række billeder og videoer på de sociale medier.
Derudover fortalte Manchester United, at man havde taget konsekvensen af anklagerne ved at suspendere Greenwood.
»Mason Greenwood vil indtil videre hverken træne eller spille kampe,« meddelte klubben gennem AFP.
Mason Greenwood havde sin debut for Manchester United for tre år siden og har spillet 129 kampe for klubben og scoret 35 mål. Han debuterede i september 2020 på det engelske landshold.
