Han kom ufrivilligt i centrum den aften.

Og der gik lang tid, før Loris Karius kom sig over nedturen, der kom i kølvandet på den mareridtsaften i 2018.

Her lavede han to afgørende fejl i Champions League-finalen mod Real Madrid, og tiden efter har været enormt hård for målmanden, der ikke har spillet en professionel kamp i over to år.

Det fortæller hans kæreste, Diletta Leotta, i et brev, hun har skrevet til målmanden, i The Athletic, inden Karius' mulige comeback i EFL-finalen søndag aften mod Manchester United.

»Jeg vil gerne skrive det her brev til dig i morgen, eller senere, når kampen, der tager dig tilbage på banen efter disse to smertefulde og vilde år, er forbi,« lyder det.

Karius spiller i dag for Newcastle, der ellers normalt bruger Nick Pope mellem stængerne.

Men da han har karantæne, og andetvalget Martin Dubravka er låst, fordi han har spillet for Manchester United i efteråret, er vejen banet.

»To år med triste aftener, knuden i maven og de dårlige tanker, der har holdt dig fra at spille – men ikke fra din største passion: den grønne fodboldbane, der får millioner af børn til at drømme hver dag,« skriver hun.

Loris Karius var knust efter Champions League-finalen i 2018, hvor han lavede flere store fejl.
Loris Karius var knust efter Champions League-finalen i 2018, hvor han lavede flere store fejl. Foto: PAUL ELLIS
Vis mere

Efter finalen i 2018 kom det frem, at Loris Karius i en duel under kampen havde fået en hjernerystelse.

Han var igennem en mørk periode og flere klubber – herunder Besiktas og Union Berlin, ligesom han også havde måneder, hvor han ikke var på en kontrakt.

»Du brugte alt din tid på din drøm, og du holdt fast i den og elskede den, og så blev den pludselig brutalt revet fra dig,« skriver Diletta Leotta, der hylder sin kæreste for at kæmpe og for at have arbejdet hårdt på at komme tilbage.

Kampen mellem Newcastle og Manchester United bliver spillet søndag klokken 17.30.