Han havde lagt den helt store plan.

Alligevel endte det med at gå galt, da Arsenal-stjernen Oleksandr Zinchenko skulle fri til sin kæreste.

Det fortæller han i et stort interview med FootballersLives.

»Den måde jeg friede på, var det værste frieri nogensinde. Jeg skammer mig så meget,« siger han om det store øjeblik, der fandt sted i 2019, men som stadig hjemsøger ham i dag.

Hans oprindelige tanke var egentlig at fri til kæresten Vlada under et interview, da hun arbejder for en tv-station, og derfor ville han overraske hende på arbejdet.

»Vi havde en hjemmekamp mod Portugal. Kvalifikationen til EM. Jeg ville fri. Jeg vidste, Vlada var på arbejde til den kamp. Jeg ville have sagt til hendes chef, at jeg skulle til interview, og så ville jeg gøre det undervejs. Det var en perfekt idé. Vi vandt kampen 2-1. Jeg havde ringen klar i tasken, og jeg ville gøre det,« fortæller Oleksandr Zinchenko.

Men det gik op for ham, at han manglede en vigtig ting. At spørge Vladas far først. Noget, der betød meget for ham, og han ønskede at gøre det ansigt til ansigt.

Derfor spurgte han træneren, om han kunne få lov at smutte bare fem timer inden kampen med et 'personligt ærinde', men det kunne ikke lade sig gøre – og så var planen ødelagt.

Det betød et noget alternativt frieri, hvor der ifølge fodboldspilleren hverken var romantik eller noget særligt over det.

»I stedet gjorde jeg det klokken fire om morgenen i hendes lejlighed kun i boxershorts. Jeg var næste nøgen. Jeg vil gerne give et godt råd til alle, der planlægger at fri. Lad være med at gøre som mig. Det gjorde mig helt skør. Jeg gik en tur udenfor den morgen og købte en masse blomster til hende,« fortæller fodboldstjernen.

Heldigvis for ham fik han det store ja fra sin udkårne, efter de i 2019 stod officielt frem som par.

Fodboldspilleren tog efterfølgende revanche, da han friede på en mere offentlig måde. I solskin og midt på Ukraines nationalstadion havde han arrangeret et gigantisk blomsterhav, og her gik han igen på knæ.