Spilletid, nutid og fremtid.

Flere af de danske landsholdsspillere har alt at spille for netop nu. Både når det gælder livet på landsholdet og ude i deres klubber.

Spørgsmålstegnene hober sig op omkring især seks spillere, som skal bruge landsholdet som løftestang.

B.T. ser her på de landsholdsspillere, der netop nu har mest på spil:

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Mathias Zanka Jørgensen, Huddersfield

Midterforsvareren har stille og roligt spillet sig ind som stensikker makker til anfører Kjær på det danske landshold. Hos Huddersfield er det gået den anden vej, og i tre af de seneste fire kampe har ‘Zanka’ siddet på bænken.

Huddersfield har stort set booket billet til The Championship med 16 point op til den rigtige side af nedrykningsstregen. Og derfor kunne sommeren være et godt tidspunkt for ‘Zanka’ Jørgensen at finde en ny klub.

Sådan en klub kan kun blive endnu mere lun af at se endnu en god landskamp fra midterforsvareren.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Peter Ankersen, FC København

Til sommer skal det ske. Den 28-årige højre back skal tage skridtet fra FC København til en større klub, og netop størrelsen på den klub kan blive defineret af antallet af landsholdsminutter.

Hvis Ankersen får flere tællende landsholdsminutter, kan han muligvis få tilbud fra klubber på en hylde over det, som han kigger ind i nu.

Peter Ankersen er helt sikkert fortid i FCK til sommer, og landsholdet kan fungere som en ekstra katapult til opsendelsen.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Nicolai Jørgensen, Feyenoord

Han har længe været Åge Hareides foretrukne angriber, men Jørgensen er røget ned i hierarkiet i sin klub Feyenoord.

Fremtiden er usikker, men lige nu gælder det også bare om at få selvtillid og vise sine kvaliteter, så Jørgensen kan vinde pladsen tilbage i Feyenoord. Og ikke mindst at sikre, at han beholder startpladsen på landsholdet, hvor Dolberg presser sig på.

Det er vigtigt både med landsholdsplads og selvtillid for Jørgensen, hvis han til sommer skal kigge længere ud i sin fremtid med et klubskifte. Og det tyder alt på, at han skal.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Martin Braithwaite, Leganes (ejet af Middlesbrough)

Det er foregået lidt under radaren, men Martin Braithwaite har i løbet af det seneste års tid sneget sig op på 30 landskampe og ind i Åge Hareides startopstilling. Offensivspilleren kan bruges på mange pladser og har udnyttet Pione Sistos nedtur.

Han skal manifestere sig endegyldigt blandt landstrænerens favoritter. Sker det, bliver vejen også kortere til fremskridt i klubkarrieren. Enten via en permanent kontrakt i spanske Leganes, hvor han er sendt på lån af Middlesbrough, eller en aftale med en endnu større klub.

Braithwaite har masser at vinde, når han trækker i rødt og hvidt.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Kasper Dolberg, Ajax

Dolberg kæmper lidt for at blive trænerens favorit. Både hjemme i Ajax og på landsholdet.

Åge Hareide synes ikke at være i tvivl om, at den 21-årige angriber er fremtiden på det danske landshold. Men er han også nutiden? Dolberg har fået chancen fra start flere gange, men han har ikke formået at bide sig fast og holde Nicolai Jørgensen bag sig. På trods af, at Jørgensen heller ikke har imponeret.

Som 21-årig er Dolbergs tid som talent efterhånden ovre. Nu skal han bevise noget. Også på landsholdet, hvor mange venter på hans helt store gennembrud. Nu må det gerne komme!

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Jonas Knudsen, Ipswich

Det er ikke utænkeligt, at Knudsen kan få spilletid på positionen, der normalt tilhører Jens Stryger Larsen. Vestjyden har gjort det godt, når han har fået chancen i rødt og hvidt, og han har meget mere at spille for ud over landsholdsminutter.

Om tre måneder står han uden klub, og oven i købet tyder alt på, at Ipswich - hvor Knudsen spiller - på dét tidspunkt er rykket ned i den tredjebedste engelske række.

Knudsen skal derfor bruge landsholdet til at gøre sig selv interessant for større klubber end de danske topklubber, som B.T. tidligere har fortalt bejler til backen.