Den italienske klub Torino havde lørdag en rigtig hård aften.

På hjemmebane blev de banket hele 7-0 af Atalanta, og det tog hårdt på både spillerne, der var i tårer, mens træneren måtte undskylde for præstationen.

»Jeg er er kommet her for at undskylde for en uacceptabel præstation. Jeg har allerede fortalt spillerne, at vi tager direkte i træningslejr, og så må vi se, hvad der sker,« sagde Torinos cheftræner, Walter Mazzarri, på pressemødet efter kampen ifølge Football Italia.

Men faktisk kunne det være endt meget værre for Torino-mandskabet, hvis bedste spiller faktisk var målmand Salvatore Sirigu.

Det var samtidig første gang, at klubben måtte se nettet blafre hele syv gange i en Serie A-hjemmekamp.

Efterfølgende var både Lorenzo De Silvestri og Vincenzo Millico i tårer.

»Alt i dag var uacceptabelt. Den præstation kan man ikke retfærdiggøre. Alt, vi kan gøre, er at undskylde. Der er ikke mere at sige,« sagde den triste Torino-træner også.

Det var efter en times spil, at det for alvor blev hårdt at være Torino-spiller.

Foto: ALESSANDRO DI MARCO
Vis mere

Ved stillingen 5-0 kunne de nemlig se, hvordan mange mange fans begyndte at udvandre. De stillede sig i stedet uden for stadion, hvor de protesterede voldsomt og særligt var efter træneren Walter Mazzarri og klubbens præsident, Urbano Cairo.

Torino ligger lige nu nummer ti i Serie A, mens Atalanta fortsætter deres imponerende form.

De kan udover en femteplads i tabellen prale af at være det klart mest målfarlige hold i Italien.

Torino har mulighed for at rejse sig allerede tirsdag, når de møder AC Milan i kvartfinalen i Coppa Italia.