De er store stjerner i deres klubber. På papiret i hvert fald. Men lige nu er der helt stille omkring dem i Everton, Manchester United og Manchester City, der bare venter.

For hver især har en spiller, der lige nu er anklaget for noget af det værste.

Seneste eksempel er Manchester United-spilleren Mason Greenwood. Det unge, lovende talent, hvis navn man ikke engang kan få som tryk på den røde trøje gennem den engelske klubs fanshop lige nu.

Det skyldes 30. januar i år. Her dukkede der foruroligende billeder op på de sociale medier.

De viste Greenwoods kæreste, der var slået til blods med teksten, at 'det var, hvad han gjorde ved hende'. Også en lydfil, hvor hun siger: 'Mason, stop, jeg vil ikke have sex', for derefter at blive tvunget til det, har også set dagens lys.

Begge dele blev hurtigt slettet, alt imens kærestens far fortalte, hun var blevet hacket og ikke ville have, tingene skulle ud – men det var for sent.

Det florerede med det samme, fodboldspilleren blev anholdt, siden løsladt mod kaution, men det ændrer ikke på, at han lige nu er ude.

Suspenderet i klubben, droppet af Nike, og Greenwood har ikke givet lyd fra sig siden. Alt imens sagen efterforskes af politiet.

Mason Greenwoods kæreste delte et billede, hvor hun viste, hvordan blodet flød fra ansigtet.
Mason Greenwoods kæreste delte et billede, hvor hun viste, hvordan blodet flød fra ansigtet.
Vis mere

Og Mason Greenwoods eksempel er langtfra det eneste i den bedste engelske række. Vi skal blot skrue tiden tilbage til august 2021, hvor Manchester City smed en regulær bombe.

»Manchester City kan bekræfte, at Benjamin Mendy er blevet sigtet af politiet, og at han vil være suspenderet, mens en efterforskning står på.«

Siden kom det frem, at fodboldspilleren er anklaget for voldtægt. Først var det fire tilfælde. Nu er det i alt ni forhold, han er sigtet for, hvor de syv er voldtægter baseret på anmeldelser fra seks personer fra oktober 2020 til august 2021 – den ene person skulle være under 18 år.

27-årige Mendy er løsladt mod kaution, men skal til høring 11. marts, inden retssagen indledes 25. juli. Og i al tiden, der er gået, har han ikke været at finde i Manchester City.

Sagen mod Benjamin Mendy skal for retten til juli.
Sagen mod Benjamin Mendy skal for retten til juli. Foto: LINDSEY PARNABY
Vis mere

Og så er der også 'den 32-årige fodboldspiller fra Everton', som er det, de må skrive i engelske medier.

Men på Island er reglerne anderledes, og derfor kom det også hurtigt frem, at det var Gylfi Sigurdsson, der i juli 2021 blev anholdt hjemme i Manchester, da han var mistænkt for seksuelle krænkelser af en mindreårig.

Da det gik op for både pressen og de mange fans, at der ikke blot var tale om ondsindede rygter, rullede lavinen, og Gylfi Sigurdssons image begyndte at smuldre.

Han blev slettet fra Football Manager og kunne ikke træne i Everton, og klubben havde ham heller ikke på listen over registrerede spillere, da sommerens transfervindue smækkede i.

Gylfi Sigurdsson og Everton sidder i en venteposition.
Gylfi Sigurdsson og Everton sidder i en venteposition. Foto: ALEX LIVESEY
Vis mere

Siden har der været stille omkring den islandske landsholdsspiller. Både på de sociale medier og i Everton, hvor der ikke er blevet talt om ham i offentligheden, og han har ikke spillet så meget som et sekund af en fodboldkamp siden.

En ting, der er fælles for alle tre. For deres stjernestatus er som med et fingerknips forsvundet, alt imens debatten florerer.

Hvorfor sker det, og hvad skal der gøres? For det er ikke første gang, grimme sager om de store stjerner er kommet frem.

Blandt andre har Cristiano Ronaldo været anklaget for voldtægt, en sag han nægter sig skyldig i, og som aldrig har været for retten grundet manglende beviser, ligesom en unavngiven Premier League-stjerne i 2019 angivelig blev anholdt for vold mod en kæreste.

Flere kvindegrupper skrev i et åbent brev i starten af februar, at FA og Premier League må gøre noget for 'at forbedre spillernes uddannelse i forhold til deres relationer for at konfrontere en kultur af kønsbaseret vold'.

Og da den seneste sag rullede, lød det også fra B.T.s korrespondent Jakob Illeborg, at anklagerne mod Mason Greenwood for alvor ville sparke gang i debatten om den bedste engelske række, hvor kulturen ofte bliver beskrevet som vild, voldsom og et sted, hvor der er mange penge, stor berømmelse og meget opmærksomhed.

»Når sådan noget sker, og det gør det indimellem, så puster det liv i den snak om, at de unge fodboldspillere, der er blevet båret på hænder og fødder igennem hele deres liv, overhovedet ikke er uddannet i at håndtere deres rigdom og status,« sagde han.

Men lige nu er det bare at vente på politiets undersøgelser og konklusioner for både Manchester City, Manchester United og Everton. Vente på de svar, der får altafgørende betydning for, hvordan fortællingen om de tre fodboldstjerner fortsætter – eller slutter.