Løgn og latin.

Veronas manager Ivan Juric giver ikke meget for Mario Balotellis vredesudbrud i søndagens Serie A-opgør, der kort blev afbrudt, efter Brescias-angriberens protester over, hvad han mente var racistiske tilråb fra hjemmeholdets fans.

»Jeg er ikke bange for at sige, at der ikke var nogle racistiske tilråb i dag. De har måske råbt og lavet sjov med en god spiller, men der var ikke noget i det. Ingenting,« siger træneren ifølge The Mirror og fortsætter:

»Du kan spørge ham. Der var ingenting. Jeg væmmes ved racistiske tilråb, og jeg vil være den første til at fordømme dem, når det sker, men det her var ikke det.«

I anden halvleg tog den italienske landsholdsangriber bolden i hænderne og bankede den højt op på tribunen, hvorefter han i raseri stormede mod spillertunnelen.

Han blev dog beroliget af kolleger, der overtalte ham til at blive på banen, men dommeren afbrød kampen i adskillige minutter for at få ro på gemytterne.

Inden kampen blev genoptaget blev der læst en erklæring op over højttalerne på Stadio Bentegodi, hvor det blev gjort klart, at kampen ville blive afbrudt i tilfælde af yderligere udskejelser fra tilskuerne.

Men Verona-træneren er altså overbevist om, at Balotelli intet havde at protestere over.

»De provokerede ham med tilråb og sarkastiske sange, men de var ikke racistiske. Alt andet er en løgn.«

Balotelli fik dog til sidst straffet Verona-fansene på sin egen måde, da han fem minutter før tid sendte et spark fra 20 meter i netmaskerne.

Scoringen rakte dog ikke til point for Brescia, der måttet gå fra banen med et 2-1-nederlag.

Kampafbrydelser er en del af et nyt regelsæt mod racisme og diskrimination, som netop er blevet indført i italiensk fodbold. Her bliver dommerne pålagt at stoppe spillet, hvis tilskuernes tilråb går over stregen.