Han har vundet turneringer med Roger Federer som doublemakker, men nu trækker den tidligere professionelle tennisspiller Yves Allegro overskrifter for noget helt, helt andet.
Den 41-årige schweizer er nemlig blevet tiltalt for voldtægt af en kvinde og skal møde op i retten den 9. december.
Det skriver den tyske avis Blick, der i detaljer beskriver, hvad Allegro præcis er tiltalt for.
Hændelsen skulle ifølge anklageskriftet være foregået på en trænerkonference i Estland tilbage i 2014. Her var den tidligere tennisspiller og kvinden samlet med en gruppe af andre tennistrænere.
Efter middagen fik de så et par glas vin, inden schweizeren bestilte 20 shots.
'Kvinden vågner om morgenen op på samme hotelværelse som den tiltalte. Hun har blå mærker og hudafskrabninger overalt,' skriver Blick blandt andet.
Mediet beskriver videre, hvordan de efterfølgende skriver sammen på Whatsapp, hvor Yves Allegro blandt andet skriver 'undskyld for i aftes' og 'det var ikke så godt og ikke så gentleman-agtigt'.
'Da hun fire dage senere spørger på Whatsapp, hvad han mener, skriver han, at han har en kæreste og derfor ikke burde have andre kvinder på værelset,' skriver avisen.

Herefter forsøger kvinden at komme i tanke om, hvad der præcis er sket på hotelværelset den nat. Hun taler blandt andet med sine venner om det. Hun forklarer, hvordan Allegro skulle have slået hende og kastet hende på sengen, ligesom det ifølge tiltalen også drejer sig om seksuelle handlinger.
Hun kan dog ikke sige noget om, hvorvidt den tidligere stjerne har tvunget hende til sex.
'En retsmedicinsk rapport viser, at hun har adskillige skader på kroppen. Der er dog ikke ingen skader i kønsorganerne og heller ikke sæd – men det er der til gengæld i kvindens undertøj,' skriver Blick.
Kvinden ønsker at forblive anonym, men hendes advokat oplyser, at kvinden flere gange har forklaret hændelsen pålideligt.

Yves Allegro advokat, Pierre-Damien Eggly, oplyser, at hans klient nægter påstandene.
»Men min klient er glad for, at det bliver afgjort, for så er slutningen på dette forløb tæt på,« siger han.
Allegro nåede som aktiv tennisspiller at vinde to turneringer med Roger Federer, ligesom han nåede at deltage i 10 grand slam-turneringer.
Den schweiziske doublespecialist nåede i 2004 sin bedste placering på verdensranglisten, da han var oppe som nummer 32. Som singlespiller slog han dog aldrig igennem.
Han stoppede sin karriere i 2011 og arbejder i dag på det schweiziske tennisforbund som cheftræner for ungdomsafdelingen.
