Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Hun har ikke sagt meget om sagen.

Men nu åbner Kheira Hamraoui for alvor op om det overfald, hun var udsat for i efteråret efter en middag med resten af PSG-holdet.

»Jeg husker det som et ekstremt voldeligt overfald. To hætteklædte fremmede hev mig ud af bilen, og de slog mig på benene med jernrør. Den aften troede jeg ikke, jeg ville slippe væk. Jeg skreg af smerte. Jeg prøvede at beskytte mig selv, så godt jeg kunne. Det øjeblik føltes som fem minutter. Det var ubærligt. Det er et meget smertefuldt minde,« siger hun til L'Équipe.

Kheira Hamraoui fortæller, at medierne stod i kø for at tale med hende efter overfaldet, der fandt sted 4. november. Men hun havde brug for lige at trække sig og komme ovenpå.

Kheira Hamraoui blev overfaldet i starten af november.
Kheira Hamraoui blev overfaldet i starten af november. Foto: FRANCK FIFE
Vis mere

Nu er hun klar til at fortælle mere, og hun har blandt andet gerne villet adressere nogle af de rygter, der har floreret.

En af fortællingerne har lydt, at holdkammeraten Amanita Diallo, som var med i bilen, havde noget med overfaldet at gøre.

Noget, hun har nægtet, men Kheira Hamraoui ønsker ikke at fortælle, hvorfor hun har nævnt holdkammeratens navn under afhøringerne med politiet.

Kheira Hamraoui fortæller, at hun stoler på, politiet gør deres arbejde, og at det eneste, der er helt korrekt, er, at 'hun var udsat for et voldsomt overfald'.

Kheira Hamraoui har fået adskillige skader på benene.
Kheira Hamraoui har fået adskillige skader på benene. Foto: Politifoto
Vis mere

Hun fortæller, der også blev skrevet mange forkerte ting om situationen omkring Eric Abidal, og det prøvede hun også at fortælle medierne, der gravede i sagen.

Der blev skrevet, hvordan utroskab kunne have været baggrund for overfaldet, og at gerningsmændene skulle have råbt: 'Nå, så man går altså i seng med gifte mænd?'.

Og dele af Abidal-historien vil Hamraoui gerne mane til jorden. For hun følte, hun blev en del af en voldsom mediemaskine, mens hun selv forsøgte at bearbejde den traumatiske oplevelse.

»Der blev sagt enormt mange løgne omkring det. Det blev brugt til at hælde benzin på bålet i forhold til den polemik, der var omkring mig. Jeg synes, det er sørgeligt, og jeg vil gerne fordømme det igen. Jeg bad om lidt anstændighed, at man respekterede min intimsfære og mit privatliv. Eric Abidal er ikke et emne, og det har intet at gøre med det overfald, jeg var udsat for. Jeg har det, som om det er et røgslør, som skulle fjerne os fra sandheden,« siger Hamraoui, der kunne vende tilbage til træning et par uger efter overfaldet.

Da sagen om overfaldet kom frem, lød det, at politiet fandt et simkort i Kheira Hamraouis telefon, som stod i Eric Abidals navn, og det var det fund, der gjorde, at han på det tidspunkt skulle have gået til bekendelse over for sin kone og indrømmet, at han havde haft en affære med PSG-spilleren.

Eric Abidal og Kheira Hamraoui kender hinanden fra deres fælles tid i FC Barcelona, hvor Abidal fra 2018 til 2020 var sportsdirektør i klubben, mens Hamraoui tørnede ud for den spanske storklub, og hun skulle også have ringet til Abidal dagen efter det voldsomme overfald.

Efterfølgende kom det frem, at Abidals kone Hayet havde søgt om skilsmisse. Begge blev afhørt i forbindelse med sagen men nægtede sig skyldige.

Kheira Hamraoui indikerer, at overfaldet ikke var tilfældigt, da de to overfaldsmænd ventede på hende bag en lastbil, og hun undrer sig over, hvordan de kunne være så velinformerede, at de 'var det rigtige sted på det rigtige tidspunkt'.

PSG-spilleren fortæller, hun håber, efterforskningen kan kaste lys over, hvad der skete, og hvem der står bag. Hun understreger, hun tror på, at sandheden en dag vil komme frem.

Andre læser også