Hans ansigtsudtryk sagde det hele, da han blev båret ud. Smerterne var enorme.

Lørdagens tyske fodboldbrag mellem Borussia Dortmund og Schalke 04 blev nemlig overskygget af en grum skade til hjemmeholdets superstjerne Marco Reus.

For efter cirka en halv times spil endte den tyske offensivspiller i en duel med Schalkes Florian Flick, hvor Reus' ankel fik et voldsomt vrid.

Og da den 31-årige tysker efterfølgende blev liggende i græsset og vred sig i store smerter, var samtlige tilskuere på stadion da heller ikke i tvivl om, at det var alvorligt.

Dormund-stjernen Marco Reus blev lørdag ramt af en alvorlig skade.
Dormund-stjernen Marco Reus blev lørdag ramt af en alvorlig skade. Foto: FRIEDEMANN VOGEL
Vis mere

Kort efter kom lægepersonalet løbende på banen for at hjælpe både Marco Reus og Florian Flick, som havde slået knæet i samme situation.

Mens sidstnævnte kunne fortsætte kampen, måtte Dortmund-spilleren bæres fra banen på en båre, mens han tog sig til hovedet.

Den tyske landsholdsspiller har været plaget af ekstremt mange skader i karrieren. Noget, der blandt andet har kostet ham flere slutrunde med det tyske landshold.

Derfor var der da også nervøse miner blandt de tyske fans, da Reus måtte udgå af lørdagens storkamp med under tre måneder til VM i Qatar.

Borussia Dortmund vandt lørdagens kamp med 1-0, og dermed overtog klubben Bundesligaens førsteplads med 15 point efter syv kampe.

Du kan se den voldsomme episode i videoen øverst i artiklen.