Stjerne risikerer lang karantæne efter tilskuerslagsmål: Kastede stol mod fans


Vilde billeder af tilskuerslagsmål efter kampen overskyggede fuldstændigt semifinalen i Copa America mellem Colombia og Uruguay.
Især billederne af de uruguayanske landsholdsspillere, der hopper over banden for at føre slagsmål mod de colombianske fans, er gået verden rundt.
Og nu risikerer Liverpool-stjerne en lang karantæne, der også kan få indflydelse på spillerens Premier League-sæson, skriver tyske Bild.
Én af frontmændene i slagsmålet var nemlig Darwin Núnez kun iført sportstop med en nærmest kænguru-lignende teknik, der tilsyneladende uddeler flere slag mod colombianske fans. Han kastede også en stol mod tilskuerpladserne under tumulten.
Det sydamerikanske fodboldforbund, Conmebol, har i først omgang indledt en undersøgelse efter slagsmålet, og det kan altså ifølge Bild få alvorlige konsekvenser for Núnez.
»Der er ikke plads til intolerance og vold på og uden for banen. Scenerne i kampen mellem Uruguay og Colombia er uacceptable,« skriver forbundet efter episoden.
Ifølge engelske Daily Mirror kan FIFA også selv uddele karantæner på baggrund af episoden.
Uruguays anfører, Jose Gímenez, og deres landstræner, Marcelo Bielsa, har udtalt efter slåskampen, at spillerne deltog i slagsmålet for at beskytte deres respektive familier.
Luis Suárez – en anden uruguayaner – har tidligere fået en lang karantæne i landsholdssammenhæng, der gav ham karantæne på sit klubhold, efter han bed Giorgio Chiellini til VM i 2014.