Manchester City-spilleren Nathan Ake kom onsdag aften på måltavlen i Champions League for første gang i karrieren.

Nu afslører den hollandske stjerne, at hans far gik bort få minutter efter målet på Etihad Stadium.

Det sker i et opslag på Instagram.

»De seneste par uger har været de hårdeste i mit liv. Min far har været meget syg, og det var ikke muligt at behandle ham yderligere,« skriver 26-årige Nathan Ake.

»I går (onsdag, red.) scorede jeg mit første Champions League-mål efter en svær tid, og blot et par minutter senere gik han bort med min mor og min bror ved sin side.«

»Måske var der en højere mening med det, han har altid været stolt og glad over at se mig spille. Jeg ved, du altid er hos mig - du vil altid være i mit hjerte, og den her var for dig, far,« fortsætter Ake.

Den hollandske forsvarsspiller scorede til 1-0 i opgøret mod Leipzig, som Manchester City vandt med 6-3.

Nathan Ake kom til Manchester City i sommeren 2020, hvor han blev købt for cirka 340 mio. kr. i Bournemouth.