Onsdag aften var den danske landsholdsangriber vidne til helt vanvittige scener i Holland.

Massevis af fans samledes nemlig på gaden for at støtte den skadesplagede angriber, der smadrede målene ind under sin første sæson i klubben i 2016/2017.

Med romerlys, sang og bannere sendte de mange Feyenoord-elskere en vaskeægte kærlighedserklæring i retning af den 29-årige angriber, der kun har spillet fem kampe i denne her sæson.

Du kan se en video af det herunder.

'Tom for ord... det betyder alverden for mig. Tusind tak,' skriver Nicolai Jørgensen i et Instagram-opslag.

Også hans kone, Theresa Kofoed, sender en hilsen til de mange fans, der troppede op for at bakke op om den danske bomber.

Og det lader til, at parret var ganske målløse.

'Det her er så vanvittigt. Bedste fans i verden,' skriver hun, også på Instagram.

Nicolai Jørgensen kom til Feyenoord i 2016, og allerede i sin første sæson vandt han den hollandske Æresdivision med holdet fra Rotterdam.

Her endte han faktisk som ligatopscorer med 21 mål og 14 målgivende afleveringer i 32 kampe.

Siden da har danskeren dog kæmpet med rigtig, rigtig mange skader i det hollandske.

I sidste sæson spillede den tidligere FCK-spiller eksempelvis kun 14 kampe.