»Intet har ændret sig. Vi bliver brugt i et spil, hvor folkene i toppen nu kan tage et hvil. Det hele er meningsløst.«

Sådan lyder det fra danskerklubben Brentfords Ivan Toney, der langer ud efter ledelsen i det engelske fodboldforbund.

Han mener, at de bruger støttemarkeringen til Black Lives Matter, hvor spillerne knæler som et led i kampen mod racisme, til at hvile på laurbærrene, skriver engelske Sky Sports.

Angriberen er på en efterhånden lang liste af sorte spillere, der er blevet ofre for racisme på de sociale medier.

Ivan Toney i knæ for at støtte Black Lives Matter i en kamp tilbage i oktober. Nu er angriberen færdig med at lave støttemarkeringen.
Ivan Toney i knæ for at støtte Black Lives Matter i en kamp tilbage i oktober. Nu er angriberen færdig med at lave støttemarkeringen. Foto: ANDREW BOYERS
Vis mere

Senest har Manchester United-spillerne Marcus Rashford og Axel Tuanzebe været udsat for racisme på det sociale medie Instagram. Det samme er Wilfried Zaha, hvorfor Crystal Palace-angriberen var ude at kalde den indsats, der lige nu er mod racisme, for »nedværdigende«, fordi den blot er »symbolsk« og, der »reelt ikke bliver gjort noget ved problematikken«.

Nu går Brentfords topscorer ud og bakker op om, at de kræver handling og ikke blot markeringer, der reelt ikke betyder noget som helst. Og Brentford-mandskabet har derfor kollektivt valgt ikke at gå ned på knæ.

»Straffen skal være hårdere for racisme, men det lader ikke til at være på vej. Så må vi presse på, for at tingene forhåbentlig ændrer sig,« lyder det fra Toney, der er topscorer i det den næstbedste engelske fodboldrække, The Championship, med 24 mål.

Klubben vælger i lørdagens kamp igen ikke at gå ned på knæ, når Brentford møder Coventry.

Foto: ANDREW COULDRIDGE
Vis mere

»Vi har i klubben mennesker fra mange forskellige baggrunde, men vi arbejder alle mod samme lighedsmål. Det er nøglen til at få ændret det her.«

Ivan Toney blev selv udsat for racisme på de sociale medier i januar. Han mener, at hårdere straffe er vejen frem.

Lige nu mener topscoreren blot, at dem, der gør det, lige får et »rap over nallerne«, og så er det overstået.

Især på Instagram har der været fyldt med racistiske kommentarer og brug af abeemojis, som de ovennævnte spillere alle har været udsat for.

Facebook, der ejer Instagram, har annonceret, at der kommer strengere straffe for overtrædelser på deres platforme, men Toney mener ikke, at det er løsningen. Han mener, at myndighederne skal begynde at gribe ind.

»Man skal til at bruge noget identifikation på alle sociale platforme, så folk vil være ansvarlige for deres egne handlinger på de sociale medier, og de vil være meget nemmere at finde frem til og straffe.«