»Du skal ikke bede mig om at gøre noget som helst – slet ikke at løbe.«
Der er ikke nogen, der skal bestemme, hvad Eden Hazard laver eller spiser, når han har ferie. Det fortæller Real Madrid-floppet i selskab med sin tidligere Chelsea-holdkammerat Jon Obi Mikel, der har podcasten – 'Obi One Podcast'.
Her indrømmer den tidligere belgiske stjerne, at der faktisk var hold i rygterne om, at han smed diæten ud af vinduet, når han havde ferie fra fodbolden, og derfor ofte var lidt opsvulmet at se på i sæsonopstarten.
»Det var sandt. Jeg tog fire-fem kilo på hver sommer. Man giver så meget i ti måneder i streg og sørger for, at kroppen er på det højeste niveau, og folk 'sparker' dig, så din fritid er din fritid,« siger Hazard i den tidligere makkers podcast.
Når det så er sagt, så var det ikke kun, når sæsonen ikke var i gang, at Hazard – som engang var en af Premier Leagues største stjerner – lod sig friste.
Og som belgier var det især lidt godt til ganen, der kunne få den nu 33-åriges mund til at løbe i vand.
»Vi elsker øl, fordi mit land laver de bedste øl i verden. Du hører mig ikke sige, at jeg drak øl hver dag, for det er ikke sandt, men efter en god kamp, så er en enkelt eller to lækkert,« lyder det fra Hazard, der især i sæsonerne fra 2016/17 til 2018/19 har haft rigeligt med kampe at fejre med en enkelt.

Det samme kan man ikke sige om de efterfølgende sæsoner efter 'drømmeskiftet' til Real Madrid, som uden overdrivelse kan kaldes en stor fuser.
På trods af prædikatet som fejlkøb og indrømmelsen om forsømmelse af kostplan og motion i ferierne vil Hazard ikke mene, at han kunne have gjort noget anderledes for at have fået et mere succesfuldt ophold i den spanske hovedstad.
»Jeg tror, jeg var en smule uheldig i den periode med covid-19. Jeg tog til Dallas for at få opereret min ankel, og så kom jeg tilbage, da pandemien brød ud,« siger Hazard og fortsætter:
»Da covid-19 så sluttede, pressede jeg min krop til det yderste, og så brækkede jeg alt sæsonen efter, og så kender i historien der fra.«
Efter at have spillet sig ind i Premier League-historien og Chelsea-fansenes hjerter i 352 kampe, skiftede Hazard til Real Madrid i sommeren 2019.
Her fik han undervældende 76 kampe på fire sæsoner, inden han med blot 32 år på bagen lagde støvlerne på hylden i efteråret 2023.
