FC Midtjyllands anfører, Erik Sviatchenko, er klar til at forlænge kontrakten med de nykårede pokalvindere, men hvis han skal sætte sin underskrift på en ny aftale, er der krav fra spilleren.

»Økonomien skal blive bedre, tænker jeg,« siger Erik Sviatchenko efter pokaltriumfen over OB.

Skal de komme med lidt bedre økonomi?

»Nej, der skal meget til. Jeg vil ikke gå i detaljer i forhold til, hvad vi snakker om, men jeg har været her, siden jeg var 14 år. De ved udmærket, hvad der skal til, og jeg ved det. Jeg har ikke travlt og har en fantastisk karriere i Midtjylland og Superligaen. Jeg bliver ved med at ville være den bedste,« tilføjer den 30-årige Superliga-profil.

Han har to år tilbage af den eksisterende kontrakt, og hvor han tidligere har været tæt på endnu et udlandsophold, lyder der nu andre toner.

»Ja, jeg er blevet genforelsket og har det rigtig, rigtig godt. Jeg spiller en masse kampe og spiller om Superliga-guld. Jeg har spillet 40 kampe og er med seks mål den mest scorende forsvarsspiller i Superligaen. Så det har været et fantastisk og langt år, jeg har det godt,« forklarer han og pointerer dog, at det ikke nødvendigvis er tæt på med en ny kontrakt.

»Det ved jeg ikke, om det er. Der bliver snakket meget, men om det bliver til en forlængelse eller ej, det ved jeg ikke. Vi kender også hinanden så godt. Der er hele tiden en dialog, og jeg kommer op på kontoret hele tiden. Skal vi, skal vi ikke? Det er sådan, det er i FC Midtjylland, og det er ganske fint for mig. Kommer der noget ind, så snakker vi, og det er sådan, vi gør det.«

Samtidig understreger Erik Sviatchenko imidlertid, at udlandsdrømmene stadig lever.

»Det er ikke uændret. Men der kan også komme noget fra klubben, som, jeg synes, er rigtig fint. Det er selvfølgelig også økonomi. Jeg ved ikke, hvor vi står endnu. Der er ikke noget på plads, og jeg giver den bare gas og skal på ferie nu.«

»Klubben og jeg har snakket frem og tilbage, og det er også noget, vi har gjort før. Der er hele tiden en dialog i gang om, hvad der skal ske. Jeg har altid gerne villet af sted. Udlandet er der stadig, men de foregående tre gange har det været svært for mig at komme af sted, fordi Midtjylland har sagt nej hver eneste gang,« forklarer anføreren.

Direktør i FC Midtjylland, Claus Steinlein, er optimistisk i forhold til at få forlænget med sin vigtige profil.

»Erik har fundet sig til rette i FCM. Han er den anfører med flest trofæer, og kender jeg Erik ret, vil han godt have fem-seks trofæer, før han stopper karrieren. Han meldte sig klar til finalen, løftede trofæet, og det er det, han kan. Han er ambassadør for hele vores region med sin person,« siger Claus Steinlein.

FCM-direktøren er ikke helt afvisende i forhold til en større lønpakke til Erik Sviatchenko.

»Lad os se, om vi ikke kan finde ud af noget Erik og jeg,« siger Steinlein med et blink med øjet.