Først stjal Spartak Trnava point fra FC Nordsjælland - og så tørrede slovakkerne en våd klud i fjæset på Farum-holdet på pressekonferencen efter kampen.
For cheftræneren Michal Gasparik kunne ikke holde et smørret grin tilbage, da han efter 1-1-opgøret i Conference League kommenterede på, hvordan udeholdets fans indtog Right To Dream Park, hvor 5.226 fans havde indfundet sig.
»Det var som om, at vi spillede på hjemmebane, så tak til vores fans. Selv om det ikke går så godt for os resultatmæssigt, så er det fantastisk, at de rejser med og støtter os. Det er en stor hjælp.«
»Jeg har set videoer fra dette stadion, og det er ofte lidt dødt. Der er ikke så meget liv - men det kom der endelig i dag,« siger Gasparik, mens han storsmiler.
Og den slovakiske cheftræner var ganske forberedt på, at hans hold ikke ville blive blæst ud af et hidsigt hjemmepublikum, lød det, da B.T. spurgte ham.
»Jeg har set virkelig mange kampe fra den danske liga, ikke kun i Farum, og der er bare mere stille her. Men i dag var der mere liv, så tak til vores fans,« lød det fra Gasparik, der til gengæld roste FCN for evnerne på banen.
Den stikpille gav en irriteret FCN-træner Johannes Hoff Thorup ikke meget for.
»Jeg synes da, at det er fedt, at deres træner har sæsonkort til vores stadion, så han har store oplevelser med at se fodbold på Right To Dream Park. Det er bare stærkt, at han giver udtryk for det,« lød det lettere sarkastisk fra FCN-bossen.
Og humøret var altså ikke i top hos hjemmeholdets træner, for FCN leverede langt under niveau i anden halvleg af remisen.
»Mit humør betyder ikke noget, men det er resultaterne, der betyder noget. Det er ikke godt nok, at vi spiller 1-1 i sådan en kamp her.«
»En ting er, at det ikke fungerede for os i anden halvleg, men vi skal ikke give et mål væk på velsagtens den eneste chance, de havde,« siger Thorup, der indrømmede, at han var irriteret over, at han igen-igen skulle tale om mængden af brændte chancer.
Samtidig var han træt af, at hans mandskab tabte intensitet i anden halvleg.
»Det er svært at sige, hvad det lige var, der gjorde det. Men det var ikke en kamp i et særlig højt tempo, men det har vi prøvet før. Og så skal vi bringe tempoet ind, hvilket vi lykkedes med i første halvleg og vi skabte chancerne til at få et bedre udgangspunkt i pausen, end vi fik.«
FC Nordsjælland er fortsat nummer to i Conference League-puljen, og Farum-holdet har fortsat det videre avancement i egne hænder.
Læs B.T.s dom over kampen lige her.