De ville ligesom mange andre holde et minuts stilhed for dronning Elizabeth.

Men det endte i en pinlig affære, inden anden halvleg af Conference League-kampen mellem Heart of Midlothian og Basaksehir torsdag aften.

Spillerne stod klar i midtercirklen, de fleste havde hænderne foldet bag ryggen, mens de kiggede ned i græsset klar til at ære Dronningen, der gik bort torsdag eftermiddag.

Tiden blev sat i gang, og få sekunder efter begyndte en gruppe fans at synge Storbritanniens nationalmelodi.

Noget, der bestemt ikke blev modtaget pænt af en gruppe af de skotske fans. En situation, der kan ses i toppen af artiklen.

De valgte at svare igen med buhråb, samtidig med at flere begyndte at synge deres egne sange.

Det har som en del af en løsrivelsesproces været en tradition, at Skotland synger deres 'egen' sang, hvilket også er tilfældet ved landskampe. En del af skotterne har længe ønsket ikke at høre under Storbritannien.

Der var en afstemning om løsrivelse i 2014, hvor 55 procent af vælgerne stemte for at blive i kongeriget.

Skotlands førsteminister, Nicola Sturgeon, meddelte dog i juli, at hun ønsker en ny afstemning næste år, da situationen ifølge Sturgeon selv og hendes parti nu er en helt anden i kølvandet på brexit.

Noget, der deler vandene blandt landets vælgere, men under hyldesten til Dronningen torsdag aften var det umiddelbart tydeligt, hvad den store gruppe fans mente, da de højlydt gav udtryk for deres utilfredshed.

Det skabte en akavet situation, og flere af spillerne – heriblandt Alex Cochrane fra Hearts-mandskabet – rystede tydeligt på hovedet undervejs.

Selve kampen endte heller ikke godt for Hearts, der tabte med 0-4 til det tyrkiske mandskab.