Den danske landsholdsspiller Martin Braithwaites Barcelona-eventyr har udviklet sig til et sandt mareridt.

For angriberen er lige nu tæt på at være persona non grata i den catalanske storklub.

Klubben vil nemlig af med danskeren uden at betale det fulde beløb, som Braithwaite ellers skal have, da han stadig har kontrakt med klubben de kommende to år.

Noget, som angriberen dog på ingen måde har tænkt sig at acceptere, og derfor er han da også blevet frosset ud i klubben den seneste tid.

Foto: ALEJANDRO GARCIA
Vis mere

En behandling, som Spillerforeningen ryster på hovedet af.

»Den behandling, som Martin oplever, er komplet urimelig. Noget, der vel ligger er sted mellem mobning og chikane,« siger direktør Michael Sahl Hansen til B.T. og tilføjer:

»Det er beskæmmende, hvordan FC Barcelona forsøger at presse ham ud af sin kontrakt, ud af sin ansættelse. En spiller, der kom dem til undsætning, da de var pressede, bliver nu udskammet. Hvor er ordentligheden?«

Den lokale avis Sport kunne tirsdag fortælle, at klubben lige nu undersøger de juridiske muligheder i forhold til, om den kan slippe for at betale det fulde beløb, hvis kontrakten med danskeren bliver ophævet.

Den del ser dog meget kompliceret ud, og det er nok meget godt for Braithwaite, for lige nu kan Spillerforeningen da heller ikke gøre ret meget for at hjælpe den danske stjerne.

»Juridisk kan vi ikke gøre noget for at hjælpe Martin. Umiddelbart har FC Barcelona ikke overtrådt nogen juridiske regler. De moralske er – set fra min stol – så en anden snak. Uanset hvad har Martin vores fulde opbakning,« lyder det fra Michael Sahl Hansen, der dog har ét godt råd til de to parter:

»En kontrakt er en kontrakt. Og FC Barcelona og Martin har papir på hinanden i to år endnu. Martin skal fortsætte med at opfylde sin del af aftalen. Og det samme skal FC Barcelona. Og så ville det i øvrigt klæde en af verdens største klubber at behandle sine spillere med større respekt.«

Martin Braithwaite kom til den spanske storklub i februar 2020. Danskerens kontrakt løber indtil sommeren 2024.