Jacob Neestrup kunne ikke lade være, da han først fik chancen.

Og derfor sendte han da også lige et par hurtige stikpiller afsted.

For da FC København-træneren tirsdag satte sig ned foran mikrofonen til pressemødet i Parken forud for onsdagens storkamp mod Manchester United i Champions League, havde han undervejs en lille undren, som han gerne ville dele.

En undren, der fik ham til at stikke lidt til den danske presse.

Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det kan da overraske mig, at der nu, hvor vi er et tophold og ligger nummer ét i Superligaen, er så stort et fokus på, at vi lukker mange mål ind og ikke, at vi kommer ud over stepperne og scorer mål. Det kan overraske mig en smule,« lød det kækt fra Neestrup, inden han fortsatte:

»Og det er ærgerligt, når man i andre sammenhænge kan brokke sig over, at vi ikke spiller underholdende nok.«

I Superligaen har FCK i skrivende stund lukket 17 mål ind i 14 kampe. De danske mestre har dog på samme tid formået at score hele 32 gange.

Men særligt mediernes store fokus på førstnævnte del forstår Jacob Neestrup intet af.

»Vi har lukket tre mål mere ind end Brøndby, og ja, vi har også lukket for mange mål ind. Men vi er det mest scorende hold i 2023. Og jeg kender jo godt jer (pressen, red.), at hvis vi havde lukket fem mål ind og scoret 17, så havde spørgsmålene været lige omvendt,« lød det fra mestertræneren, inden der kortvarigt blev stille i presserummet.

»Det har jeg vel ret i? Har jeg ikke?« afsluttede Neestrup, inden han fik de fremmødte journalister til at grine.

FC København møder onsdag aften mægtige Manchester United på hjemmebane i Champions League-gruppespillets fjerde runde.

Du kan følge storkampen live på bt.dk fra klokken 21.