Stikker til dansk stjerne: 'Nu har jeg fire børn'
Toulouse har pludselig fået en stor danskerkoloni – og de ser meget til hinanden, når kameraerne er slukket.

Toulouse har pludselig fået en stor danskerkoloni – og de ser meget til hinanden, når kameraerne er slukket.

Toulouse er pludselig blevet et dansk epicenter.
For den franske cassoulet-hovedstad har fået en massiv rød-hvid invasion i sommer, da cheftræner Jens Berthel Askou skiftede til klubben.
Samtidig rykkede Casper Tengstedt og Thomas Jørgensen til 'La Ville Rose' – den lyserøde by.
»Det er nok, fordi de godt har kunnet lide mig jo. Så tænker de, at dem skal de have flere af. Det var på tide, at de fik øjnene op for flere danskere,« siger Rasmus Nicolaisen med et glimt i øjet.
Forsvarsspilleren kom til Toulouse for fem år siden og har siden udviklet sig til klubbens anfører.
Og han afslører, at danskerne ser meget til hinanden i den sydfranske by.

»Uden for klubben har vi mødtes og haft nogle danskeraftener, hvor vi har hygget os og spist noget god mad,« forklarer han.
»Jeg prøver at dele ud af min erfaring og fortælle dem, hvad jeg synes er en god idé. Så kan de lytte eller ej. Thomas har lidt svært ved at lytte, men jeg prøver,« lyder stikpillen til Thomas Jørgensen.
Den 21-årige dansker har på rekordtid etableret sig som et stjerneskud i den franske Ligue 1.
Men han skal åbenbart holdes i kort snor i privaten, griner Rasmus Nicolaisen.
»Jeg har tre børn, og de er også glade ved dem. Thomas og Casper (Jørgensen og Tengstedt, red.) har en kæreste hver. Ungerne er sindssygt glade ved dem, og de hænger på dem. Så prøver jeg lige at trække stikket.«
»Men nu tager jeg mig lidt af Thomas også, så jeg har faktisk fire børn.«
Cheftræner Jens Berthel Askou er i øjeblikket rygtet til Crystal Palace.
Læs mere om det her.