Stephan Andersen stod en brandkamp for sin nye spanske klub Betis i sæsonpremieren på udebane mod Real Madrid, som blev tabt knebent 2-1.

Men siden er den danske landsholdsmålmand gledet ud på bænken og erstattet med argentineren Guillermo Sara. Således så Stephan Andersen også til som reserve, da Betis i weekenden spillede 0-0 mod Espanyol.

Og udviklingen i Sevilla-klubben undrer den danske målmand.

- Jo, selvfølgelig undrer jeg mig lidt over det, i og med at jeg spillede den første kamp mod Real Madrid på udebane, og så alligevel ikke spiller de efterfølgende kampe, siger Stephan Andersen og fortsætter:

- Jeg synes, at jeg gør det, jeg skal og lidt til. Så selvfølgelig er jeg da lidt ærgerlig over, at jeg ikke spillede i weekenden.

Betis' træner, José Mel, har foreløbig undladt at fortælle Stephan Andersen, hvorfor han ikke længere er trænerens førstevalg i målet.

- Hvis jeg havde et svar på hvorfor, så havde du fået det. Jeg har ikke talt med træneren om det og ikke fået nogen forklaring. Det eneste, jeg kan sige, er, at jeg synes, jeg har gjort det godt. Jeg spillede en god kamp mod Real Madrid og i torsdags i Europa League, siger Stephan Andersen.

Danskeren har før prøvet at blive degraderet som det absolutte førstevalg til fast reserve. Det skete under Stephan Andersens seneste ophold i franske Evian.

Men situationen kan ikke helt sammenlignes, siger han.  

- Havde jeg spillet dårlige kampe eller ikke leveret, så havde det været en anden snak. Men jeg synes, at jeg har leveret og gjort det godt. Jeg ved, at jeg har trænet rigtig godt, så jeg kan ikke gøre mere på den front, siger Stephan Andersen, som dog kan se frem til de kommende landskampe i rollen som Morten Olsens førstevalg på målmands-posten.