Op mod en kvart milliard kroner.

Så meget ryger der ind på FC Midtjyllands konto som konsekvens af, at holdet onsdag spillede sig ind i Champions League-gruppespillet med en 4-1-sejr over Slavia Prag.

Efterfølgende var direktør Claus Steinlein da heller ikke bange for at bruge de helt store gloser:

»Det er jo en magisk aften det her. Et er, at vi kommer i Champions Leagues gruppespil, og når man ser på de hold, vi skal ud og spille mod, så er det lille FC Midtjylland, der skal ud mod de allerstørste byer og hold i hele verden. Det er dem, man som barn bare har drømt om at se, nu skal vi ud og møde dem med FC Midtjylland. Det er kæmpe stort for os alle sammen,« siger Claus Steinlein.

Hvad er vigtigst her, er det pengene eller erfaringen og oplevelsen?

»Det betyder aller, allermest, at vi har brugt over 20 år på at komme hertil. Så mange mennesker. Det er den frivillige leder ovre i Koldby Hørdum, det er alle de akademitrænere og frivillige, der er ansat i FC Midtjylland, dem, der er plejefamilie for Frank Onyeka, der laver et mål i dag. Der er så mange mennesker, der har kæmpet og stået sammen, og det fællesskab og glæden ved, at vi har nået et unikt mål, det er det, der betyder allermest for mig. Det er ærgerligt, at de ikke kunne være her i dag alle dem, der har fortjent det. Det havde været dejligt at give dem alle sammen en krammer og et klap, men jeg håber, at de så det derhjemme i fjernsynet.«

Da du var leder af akademiet, fik du lavet en væg på dit kontor, hvor I spiller Champions League mod Barcelona, og I vinder 4-3, og alle målscorerne er udklækket af FCM. Nu kan I trække Barcelona. Hvornår tænkte du, at det var realistisk, da du fik lavet væggen?

»Hver gang, vi har meldt noget ud i Midtjylland, har det været med meget, meget store armbevægelser og en høj overligger. Da vi lavede den væg, var det for at sige til akademispillerne, at de ikke skulle drømme om at blive Superliga-spillere, men at komme ud på de helt store herregårde og bliver Champions League-spillere. Min drøm om Champions League er først kommet i løbet af de sidste to, tre år. Vi havde et mål, da Matthew Benham kom ind i 2014, og det var, at vi skulle i gruppespillet tre gange inden 2020. Vi har været en gang i Europa League-gruppespillet, og Champions League tæller dobbelt, så vi nåede det lige nøjagtigt. Ud over det nåede vi tre mesterskaber og en pokaltitel.

Så du beholder dit job?

»Ja, ja. Jeg tror godt, at jeg kan snakke mig til at blive et år mere. Omvendt skulle jeg måske sige op nu. Nej, nej, for sådan er vi også i Midtjylland. Nu skal vi videre fra gruppespillet. Det er næste step. Jeg synes, vi har holdet til at tro på, at selvfølgelig kan vi få de point, der skal gøre, at vi kan gå videre.«

Alexander Scholz sagde, at der var tårer i øjnene hos flere spillere allerede, da I scorer til 2-1. Var der også det hos jer?

»Jeg er sådan anlagt, at jeg venter, til når der er fløjtet af. Men da vi gør det til 4-1, og jeg kigger over på Ove Pedersen og Svend Graversen, og jeg kan se, at selv den gamle ræv, vores første træner Ove P., der er æresmedlem i FC Midtjylland, har klare øjne, så begynder mine øjne også at blive det. Da jeg så kigger på Johnny Rune, Steen Hessel, der opfandt klubben, og Rasmus Ankersen, der kunne jeg mærke, de også var rørte, og der ramte det mig både i øjnene, maven og hjertet. Der var jeg både stolt og rørt. Det var et øjeblik, som man aldrig glemmer. Og som man ydmyg og stolt over. Tænk, at man får lov at opleve det i sit fodboldliv, så jeg har været heldig at få lov at være en del af FC Midtjylland hele vejen.«

Er det den største aften i dit fodboldliv?

»Ja, ja. Det er den største aften for Midtjylland i historien. Tre danske mesterskaber har været store på hver sin måde. Det første mesterskab siger sig selv, og da Finnbogason scorede mod Brøndby, var det et emotionelt vanvittigt øjeblik, men det her er jo kæmpestort, fordi det er et resultat, som betyder noget for hele fodbolddanmark og ikke kun vores lille region. Det kan jeg mærke på min telefon. Der er mange flinke og søde sms'er. Jeg har ikke set dem alle sammen, men jeg har set antallet. Så det betyder noget for langt flere mennesker end kun i FC Midtjylland.«

Hvad skal de mange penge bruges til?

»Vi har lagt en femårsplan. Vi skal bevæge os op på den næste hylde og spille fast i europæisk gruppespil og udvikle Midtjylland på alle parametre, og de her penge gør, at vi kan accellerere i en coronatid, hvor alle er lidt økonomisk ramte, så det er ekstra gode penge. Og vi har lovet vores Superliga-hold et hegn rundt om træningsbanen, så der må vi jo se, om vi ikke kan få det op, så boldene ikke bliver væk, men jeg tror, at vi skal kigge lidt større på faciliteterne, så det er hele målsætningen. I forhold til spillertruppen synes jeg, at vi har masser af dygtige spillere, som kun kan blive bedre.«

Siger du nej, hvis du får tilbud på dine spillere?

»Det er fordelen ved at komme i gruppespillet. Det er lettere for os at holde på dem. Jeg håber og tror på, at vi kan holde sammen på gruppen. Der er fem dage tilbage af vinduet, og jeg har ferie i de fire. Og Svend Graversen er sendt hjem, så lad os nu se.«

Ståle Solbakken siger 'who cares' om FC Midtjylland. Har du noget omsorg til ham på sådan en aften som i aften?

»Ståle siger det, han vil. Jeg har egentlig haft fokus på os selv for at se, hvor langt vi kommer. 999 dage ud af 1.000 synes man, at FCK skal tabe, men når man spiller Europa, holder man med dem. Det vil hjælpe os alle sammen, for så får vi to hold med i Europa, og pludselig om et par år kan det være, at vi har direkte kvalifikation til gruppespillet for de danske mestre, længere er vi jo ikke fra. Så selvfølgelig håber jeg, at FCK kan gøre det, og Ståle var også flink at sende en hilsen, da vi slog Young Boys, og det vil undre mig, hvis FCK ikke også har ønsket os tillykke med i aften. Det betyder også noget for dem,« slutter Claus Steinlein.