Lars Løkke er grebet af EM-feberen og mener, at en titel til kvinderne vil matche herrernes bedrift i 1992.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er søndag på plads, når de danske fodboldkvinder møder Holland i EM-finalen.

Ligesom mange andre danskere er statsministeren blevet grebet af den tiltagende EM-feber, efterhånden som landsholdet har nedlagt sine modstandere i Holland.

»Jeg har fulgt med fra starten, men jeg har ikke set alle kampene, fordi jeg har været på Færøerne.«

»Så det har været besværligt. Men jeg har set det på min mobiltelefon,« siger Lars Løkke.

Da Danmark i kvartfinalen slog de mangeårige tyske europamestre med 2-1, blev der larmet lidt fra Løkkes hus i Torshavn. Danmark var bagud ved pausen, men leverede en sensation i anden halvleg.

»Der var ikke så mange på Færøerne, der havde hørt om EM i kvindefodbold, før vi ramte den Tyskland-kamp. Men så vidste man det til gengæld også,« siger han.

»Det eksploderede efter den sejr, og jeg kunne også mærke det i mine egne omgivelser.«

»Jeg livestreamede kampen på min mobiltelefon i et lille hus i Torshavn, hvor jeg sad og råbte lidt. Der har helt sikkert været nogen, der har tænkt; hvad sidder den tosse og råber af,« siger Løkke.

Det er i år 25 år siden, at de danske herrer vandt EM i Sverige. Dengang kom Danmark med på et afbud på grund af borgerkrigen i Eksjugoslavien og tog fusen på hele Europa.

»Det vil være stort, hvis vi kan gøre det igen her i 25-året efter 1992.«

»Ret beset vil en sejr til kvinderne være mere velfortjent, for kvinderne er jo ikke kommet med på noget afbud. De har selv spillet sig til det.«

Vil en sejr til kvinderne være ligeså stort som herrernes i 1992?

»Ja. Hvis de vinder er det stort. Hvis de ikke vinder, så er det også stort.«

»De har fået tændt en feber herhjemme. Der har været seertal på over en million, og de har skabt en gejst. Uanset hvordan det går, så har de sejret,« mener statsministeren.

Da det torsdag aften stod klart, at Danmark skulle møde de hollandske EM-værter i finalen, begyndte han at skrive med sin hollandske kollega, Mark Rutte.

Det er nu endt med, at Løkke og Rutte overværer kampen sammen på et udsolgt stadion med op mod 30.000 tilskuere i Enschede.

»Vi begyndte, at skrive sammen, da det stod klart, at vi skulle mødes i finalen. Han tror jo, at Holland vinder, og jeg skrev til ham; keep on dreaming.«

»Så blev vi enige om, at vi skulle se kampen sammen,« siger Løkke.

»Holland vil jo have et stadion i ryggen, men mere end 2000 danskere i rødt og hvidt kan også give noget lyd fra sig.«

»Jeg glæder mig rigtig meget. Jeg synes, at det er fascinerede. Der er en spilleglæde, et sammenhold og en gnist i de her piger, så man bliver bare glad,« siger statsministeren.

For godt to uger siden slog hollænderne Danmark med 1-0 i en gruppekamp, men Lars Løkke tror, at de danske spillere har lært af nederlaget.

»Vi havde masser af chancer i den kamp, og jeg tror, at de har taget ved lære. Hvorfor skulle vi ikke kunne slå dem?«

»Der er et eller andet i vores nationalkarakter - vi kommer igen,« siger Løkke.

Skal du se mere kvindefodbold efter finalen?

»Det håber jeg. Helt bestemt. Men nu tager vi lige en kamp ad gangen. Jeg har en god fornemmelse, og jeg tror på, at de kan gøre det,« siger statsministeren.

Der er kampstart i Enschede klokken 17.

/ritzau/