Tidligere på måneden blev den danske træner, Thomas Christiansen, fyret i Leeds: Holdet kom ellers godt fra start, men netop den gode start blev siden dét, der kostede ham jobbet.

»Der er ingen tvivl om, at starten var med til at skrue forventningerne højere op, end de skulle,« siger Thomas Christiansen til BT.

Leeds lagde nemlig ud som lyn og torden i den næstbedste engelske række, The Championship,  i denne sæson. Holdet var ubesejret efter de første syv runder og lå nummer et. På det tidspunkt var Thomas Christiansen urørlig i den tidligere storklub, der havde sin storhedstid i 1970'erne og omkring årtusindskiftet.

»Det er en kæmpe klub, som virkelig drømmer om at rykke tilbage i Premier League, hvor den selv mener, den hører hjemme. Hver eneste sæson tror både klubben og dens fans, at nu er den der. Klubbens fans sagde, at holdet ikke havde spillet så godt i over et årti. Med vores gode start fik forventningerne lige et nøk mere,« siger Thomas Christiansen.

Men den gode pointhøst varede ikke ved..

»Championship er jo en stenhård liga, hvor holdene slår hinanden på kryds og tværs. Efter vores gode start kom der en periode, hvor vi egentlig ikke spillede dårligt. Vi scorede bare ikke, og vi brændte nogle kæmpe chancer. Det er der bare ikke råd til i den liga. Så endte vi nogle gange med at tabe kampene for eksempel 0-1,« fortæller Thomas Christiansen.

Den dårlige periode i oktober og november betød, at holdet ikke alene røg ud af top-2, som rykker direkte op i Premier League. Det kneb nu også med at holde fast i pladserne fra nummer 3 til nummer 6, som skal spille om den sidste oprykningsplads i play-off efter sæsonen.

Derefter kom imidlertid en ny god periode, der sluttede med en sejr på 2-1 i Burton anden juledag. Siden har klubben ikke vundet en kamp.

Foto: ED SYKES
Vis mere

»Vi røg ind i nogle kampe, hvor vi fik røde kort. Vores bedste spiller, spanieren Samuel Saiz, fik rødt kort for at spytte en modstander i ansigtet, da vi røg ud af FA Cup'en mod Newport. Han fik seks dages karantæne, og nogle af de andre fik også lange karantæner,« siger Thomas Christiansen..

Netop i januar er der mulighed for at handle. Men Thomas Christiansen og hans forgængere  som trænere i Leeds i de senere år har det til fælles, at de udelukkende tager sig af træningen og holdudtgelsen. De har altså ikke været managers, der også kan købe og sælge spillere, sådan som det normalt er i England.

»Samuel Saiz var vores vigtigste spiller i den offensive del af spillet, og der var ikke råd til at købe en ny. Karantæner og skader hobede sig op. Truppen var bare ikke bred nok til, at vi kunne erstatte de spillere,« siger Thomas Christiansen.

I slutningen af januar besluttede han, at holdet skulle på træningslejr i hans andet hjemland, Spanien - nærmere bestemt Murcia.

»Vi var jo røget ud af FA Cup'en, så vi havde en pause. Det var faktisk en god træningslejr, for vi kunne træne to gange om dagen, vi kunne træne taktisk, og banerne var bedre end i England. Desværre blev resultaterne ikke bedre. Men min fornemmelse siger mig også, at beslutningen om, at jeg ikke skulle fortsætte, var truffet.«

Efter 0-0 i Hull og 1-4 hjemme mod Cardiff blev Thomas Christiansen fyret. Efterfølgende kom klubbens italienske ejer, Andrea Radrizzani, med nogle bemærkninger om, at det var en fejl at ansætte Thomas Christiansen. Og da Radrizzani ifølge ham selv er ansvarlig for alle fejl, så er det også hans ansvar, at Thomas Christiansen blev ansat.

»Det er nok noget af det, jeg ikke kan kommentere på grund af min kontrakt. Men jeg vil gerne sige så meget, at klubben nok skal være mere tålmodig. Den nuværende træner, Paul Heckingbottom, er den ottende siden 2014, og jeg ved ikke, om han holder til næste sæson. Da jeg blev fyret, lå vi syv point fra play-off, og det er da egentlig ikke så dårligt. Leeds har - så vidt jeg ved - det 12. største budget i The Championship. Og selvom penge ikke er alt, så fortæller det lidt om, at det ikke er så let for klubben at rykke op, som nogle tror.«

Thomas Christiansen understreger, at han ikke er bitter.

»Leeds var en lærerig oplevelse for mig, og det var en god tid. I Spanien siger de, at man er først en god træner, når man har prøvet at blive fyret. Og det her var første gang, jeg blev fyret. Nu vil jeg holde lidt fri, få lidt ro og komme frisk tilbage. Jeg ved ikke, hvor det bliver, men det bliver nok først fra næste sæson.«

Andre læser også