Der er stor tilfredshed på det danske U21-landshold efter sejrene over Belgien og Frankrig.

Troen på et godt resultat ved U21-EM til sommer vokser, efter at Danmark i de seneste dage har slået stærke fodboldnationer som Belgien og Frankrig.

Med til historien hører endda, at danskerne stillede op uden en håndfuld bærende kræfter som Robert Skov, Mikkel Duelund, Jacob Bruun Larsen, Philip Billing og Joachim Andersen.

- Belgien og Frankrig er begge gået ubesejret igennem kvalifikationen som gruppevindere. De har kæmpe kvalitet og spillere på de helt store adresser.

- At vi slår dem, vidner om utrolig stor styrke og bredde i vores trup, siger AaB-spilleren Oliver Abildgaard til DBU's Facebook-side.

Abildgaard blev matchvinder mod Frankrig søndag aften, da han scorede kampens eneste mål på et hovedstød kort inde i anden halvleg.

I en livlig kamp misbrugte det danske hold flere store chancer og kunne på en god dag faktisk have vundet større. Landstræner Niels Frederiksen erklærer sig da også meget tilfreds med præstationen.

- Vi ramte tæt på det højeste niveau, vi har. Vi spillede en meget klog kamp. Både i forhold til vores defensive struktur og også rent offensivt, hvor vi spillede med stor tålmodighed, siger Frederiksen.

Efter at holdet modtog et par lussinger af England og Spanien sidst på efteråret er de seneste dage præstationer en moralsk opstrammer forud for EM i Italien i juni.

- Det giver mere tro på tingene. Vi vandt begge kampe fortjent, og det giver tro på, at vi har noget at gøre, når vi skal til Italien til sommer, siger Niels Frederiksen.

Ved EM er Danmark i indledende pulje med Tyskland, Østrig og Serbien. Kun gruppevinderen er sikker på avancement til semifinalerne.

/ritzau/